Museum lægger store mængder henlagt kælderkunst på nettet
Godt 30.000 af Statens Museum for Kunsts digitaliserede værker kan frit downloades og bruges af alle, fordi de ikke længere er beskyttet af ophavsretten. Det gælder eksempelvis værker af Vilhelm Hammershøi, Anna Ancher og mange flere. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Statens Museum for Kunst lægger 40.000 værker af blandt andre Vilhelm Hammershøi og Anna Ancher på nettet.
Statens Museum for Kunst er indehaver af Danmarks største kunstsamling.
Men næsten hele samlingen er reelt usynlig for borgerne.
Det vil museet ændre på ved at lægge 40.000 kunstværker på nettet og dermed skabe en form for onlinekunstsamling.
- Statens Museum for Kunst har vores alle sammens største kunstsamling. Men hvis man besøger museets fysiske bygning og ser alle værker, der er, så kan man se 0,7 procent af den samling.
- Det vil sige, at stort set hele samlingen er usynlig. Den ligger i magasiner og i kælderen. Hvis man skal se den, er den digitale vej nærmest den eneste mulighed, siger Jonas Heide Smith, som er leder af det digitale projekt.
Godt 30.000 af de digitaliserede værker kan fra fredag frit downloades og bruges af alle, fordi de ikke længere er beskyttet af ophavsretten. Det gælder eksempelvis værker af Vilhelm Hammershøi, skagensmaler Anna Ancher og mange flere.
15.000 af værkerne kan man downloade i så høj kvalitet, at de kan trykkes på eksempelvis plakater og sofapuder eller benyttes i bøger og skoleopgaver.
En særlig egenskab ved den nye onlinesamling er, at det blandt andet bliver muligt at søge efter værker med specifikke motiver som mennesker, blomster eller dyr.
Det bliver også muligt at søge efter bestemte farvenuancer eller værker, der ligner hinanden.
Disse søgefunktioner er mulige, fordi Statens Museum for Kunst har kategoriseret hvert eneste værk i onlinesamlingen.
Og det ville ikke have ladet sig gøre, hvis ikke det havde været for kunstig intelligens, som er brugt til at sortere og kategorisere kunstværkerne.
- I stedet for at vente på, at vi får utroligt mange penge og meget tid til at gøre det manuelt, så prøver vi at bruge nogle af de nye muligheder med maskinlæring og kunstig intelligens.
- Så nu har vi pludselig en hel masse emneord, der gør det langt nemmere at søge. Vores drøm er, at det skal gælde hele samlingen på 250.000 værker, siger Jonas Heide Smith.
Museet har arbejdet på det digitale projekt siden 2016. Samlingen bliver i første omgang lanceret som en prøveversion, hvor brugerne har mulighed for at give feedback.
På baggrund af erfaringer vil Statens Museum for Kunst løbende opdatere onlinesamlingen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie