Myndigheder kræver nye svar i adoptionssag

Der mangler stadig svar på nogle spørgsmål om adoptioner af børn fra Indien, men Familiestyrelsen har besluttet at fortsætte adoptionerne.

Det oplyser Familiestyrelsen, efter nu at have modtaget en redegørelse fra de indiske myndigheder, som styrelsen havde bedt om.

- Familiestyrelsen har på baggrund af svaret besluttet at opretholde adoptionsformidlingen fra Indien, oplyser styrelsen.

Der blev i juni på ny sået tvivl om adoptioner fra Indien, da indisk politi oplyste, at indiske adoptivbørn kan være franarret deres biologiske forældre. Ifølge politiets oplysninger har et børnehjem i Indien franarret børn fra en enlig far, hvorefter børnene blev adopteret til Danmark.

Familiestyrelsen bad derfor om en redegørelse fra det ministerium, der tager sig af adoptioner.

Styrelsen ønsker dog vished for, at adoptionerne gennemføres på et etisk og juridisk forsvarligt grundlag og har derfor bedt de to organisationer, der formidler børn til Danmark, om at gøre rede for, hvordan de kan sikre det.

Historien om de franarrede børn kom frem første gang i 2007. Dengang lukkede Familiestyrelsen for adoption fra Indien, indtil en undersøgelse viste, at faren vidste, at hans børn blev bortadopteret. Herefter blev der igen givet grønt lys for adoptionerne.

/ritzau/

Familiestyrelsen kræver sikkerhed for, at adoptioner af indiske børn sker på fuldt lovlig vis. Men adoptionerne fortsætter.

Offentliggjort Sidst opdateret