Nationalbanken må redde Roskilde Bank

Roskilde Bank har tabt yderligere en milliard kroner og opfylder ikke længere solvenskravet. Nationalbanken tilbyder at overtage stumperne.

Roskilde Bank har det langt værre end først antaget. En ekstern revisionsrapport har vist, at der formentlig skal nedskrives yderligere en milliard kroner i halvårsregnskabet for 2008, og dermed lever banken ikke længere op til Finanstilsynets solvenskrav.
Der skal skydes penge inden den 29. august. Ingen købere har meldt sig på banen, og det tvinger nu Nationalbanken og Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser til at tilbyde at overtage Roskilde Bank og danne en ny bank på stumperne. Roskilde Banks bestyrelse har sagt ok for en overtagelse.
- Under hensyntagen til bankens solvensmæssige situation, den af Finanstilsynet fastsatte frist for retablering af bankens kapitalgrundlag samt det negative resultat af salgsprocessen har banken vurderet, at det ville være uforsvarligt ikke at søge en løsning baseret på det foranliggende tilbud, skriver Roskilde Bank i en fondsbørsmeddelelse.
Administrerende direktør Søren Kaare-Andersen bliver som direktør i den nye bank. Bankdirektør Arne Wilhelmsen har ønsket at træde tilbage i forbindelse med salget.
Roskilde Banks ledelse anmoder Fondsbørsen om at stoppe al handlen med aktien indtil videre. Der er pressemøde mandag klokken 11 i Nationalbanken.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret