Nye alkoholregler: Må kun købe øl og breezer
Den 1. april træder nye regler i kraft, der gør det ulovligt at sælge drikkevarer med mere end 6 procent alkohol til unge i alderen 16 til 17 år. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nye regler forbyder salg af stærk alkohol som for eksempel shots til unge, men øl må de stadig gerne købe.
Det bliver fra 1. april nu sværere for unge under 18 år at få fat i stærk alkohol.
Nye regler træder i kræft, så det ikke længere er lovligt for butikker at sælge drikkevarer med mere end seks procent alkohol til unge i alderen 16 til 17.
Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det betyder, at det stadig er muligt for 16- og 17-årige at købe en øl i en butik, men ikke stærkere drikke med alkohol som eksempelvis shots.
Tidligere har mindreårige kunnet købe drikkevarer med op til 16,5 procent alkoholindhold.
Ændringerne sker som følge af regeringens forebyggelsesplan for børn og unges brug af alkohol og nikotin, som blev vedtaget i 2023.
De nye regler gælder både for fysiske butikker og webshops. Det vil fortsat være forbudt for restauranter og caféer at sælge nogen form for alkohol til unge under 18.
Derudover kræves der fra butikkerne, at de skilter korrekt med den nye aldersgrænse.
Hvis en butiksejer bryder reglerne og sælger alkohol på over seks procent til 16- eller 17-årige, udløser det ved førstegangstilfælde en bøde på 50.000 kroner.
De nye regler er dog ikke tilstrækkelige, hvis drukkulturen blandt de unge skal ændres, mener Janne S. Tolstrup, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.
- Jeg havde hellere set at der i forebyggelsesplanen var én aldersgrænse for salg af alkohol på 18 år for al alkohol.
- Umiddelbart tror jeg ikke, de nye regler er tilstrækkelige til at dæmme op for det problem, som druk er blandt vores unge lige nu. Det er en kultur, der skal ændres, og det tager lidt tid.
En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved navn § Alkohol (paragraf alkohol) viser, at blandt de 15-årige er andelen, der ofte eller altid bliver bedt om at vise id ved køb af alkohol i et supermarked, steget fra 16 procent i 2022 til 27 procent i 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie