Over 100 kvinder i Danmark er truet med æresdrab på tre år
På tre år har Københavns og Aarhus Kommune sammenlagt fået over 100 henvendelser om trusler om æresdrab.
Over 100 personer har de seneste tre år henvendt sig til fagpersoner i København eller Aarhus på grund af trusler om æresdrab.
Det viser tal, som Berlingske har indsamlet fra Etnisk Konsulentteam under Københavns Kommune og Team for Æresrelaterede Konflikter i Aarhus Kommune.
- Hånden på hjertet: Det er ikke utænkeligt, at vi ser flere, siger Halima El Abassi, der er forkvinde i Rådet for Etniske Minoriteter og forsker i negativ kontrol, til Berlingske.
- Så længe vi har de problematikker om ære og så store kulturforskelle i nogle miljøer, tror jeg desværre ikke, at det er usandsynligt med et nyt drab, siger hun.
Af de 100 personer er næsten alle kvinder.
I København har rådgivere fået over 90 henvendelser om æresdrab fra 2018 og frem til 2020.
Hvor 80 handlede om trusler om æresdrab, handlede de resterende ti om angst for æresdrab, viser rapporter fra Etnisk Konsulentteam ifølge Berlingske.
I Aarhus var der markant færre sager om æresdrab. Siden 2018 har Team for Æresrelaterede Konflikter haft 14 sager om trusler og frygt for æresdrab.
Der kan dog være flere, da henvendelsen registreres, når personerne kontakter teamet første gang.
At sagen drejer sig om æresdrab, kommer i nogle tilfælde først frem senere, i takt med at ofrene får tillid til sagsbehandlerne, skriver Berlingske.
Halima El Abassi mener, at den øgede bevidsthed om æresrelaterede konflikter og minoritetskvinders fokus på egne rettigheder kan være en forklaring på de mange trusler om æresdrab.
- Jeg tror ikke, at tallene er et udtryk for, at problemet er stigende. Jeg tror bare, der er flere, der ved, at der er hjælp at hente. Og så tror jeg, det er et udtryk for, at vi kun har set toppen af isbjerget, siger Halima El Abassi til Ritzau.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned