Private arbejdsgivere leverer få akutjob

Den væsentligste del af regeringens akutpakke ser ud til at falde til jorden, skriver Politiken søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret

De private arbejdsgivere har slået 1179 private akutjob op til ledige, som de næste seks måneder står til at miste deres dagpenge, hvor Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ellers har aftalt 7500 private akutjob med regeringen.

Tallet får fagforbundet 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen, til at reagere.

- Det skaber stor utryghed i mange familier, at der ikke er det udbud af akutjob, som folk havde forventet, siger han til Politiken.

- Statsministeren taler om at øge udbuddet af arbejdskraft, men der skal da ikke udbydes mere arbejdskraft, når de private arbejdsgivere ikke engang kan levere det antal akutjob, som de har aftalt med regeringen, siger Poul Erik Skov Christensen.

Direktør Henrik Bach Mortensen fra Dansk Arbejdsgiverforening afviser kritikken. Han fremhæver, at målet om de 7500 akutjob i den private sektor først skal være opfyldt i sommeren 2013.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at leve op til denne forpligtelse. Sådan har vi det, når vi indgår en aftale. Der skal nok komme mange tusind flere akutjob, siger han.

Men det er ikke holdningen hos arbejdsgiverne i Kerteminde Kommune, som er en af de hårdest ramte, når det gælder folk, der risikerer at ryge ud af systemet.

- Jeg har talt med mange andre erhvervsledere i Kerteminde, og vi kommer ikke til at ansætte nogen medarbejdere med den begrundelse, at de er ved at ryge ud af dagpengesystemet. Vores fokus er at få de rigtige medarbejdere ind, siger formanden for Kerteminde Erhvervsforening, Jens Haugaard.

/ritzau/