Professor: Pilleforbrug på arbejdspladsen skal frem i lyset
Vi har en dårlig kultur omkring brug af smertestillende medicin, vurderer professor fra SDU (Arkivfoto). Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix
Brian Karmark/Ritzau Scanpix
Der er dårlig kultur omkring smerter og smertestillende medicin på arbejdspladsen, mener professor.
Det skal i langt højere grad italesættes, hvis man har ondt i kroppen og føler sig nødsaget til at tage piller for at kunne klare sit arbejde.
Men ansatte i fysisk krævende job har også et ansvar for at passe på sig selv og deres krop.
Sådan lyder vurderingen fra Jan Hartvigsen, der er professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.
En undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke viser ifølge Avisen.dk, at omkring hver fjerde dansker mindst én gang om ugen tager piller for at passe sit job.
- Det er et meget højt tal. I Danmark bruger vi alt for meget smertestillende medicin, og vi har en kultur omkring, at det er okay at bruge smertestillende medicin.
- Det er forkert, fordi vi kan rent faktisk gøre noget ved vores liv og arbejdsmiljø, der kan reducere forbruget af smertestillende medicin, siger Jan Hartvigsen.
Han peger på, at meget smertestillende medicin har bivirkninger.
Det kan for eksempel give hjerte-kar-sygdomme og blødninger i mavesækken - og det stærkere smertestillende medicin kan man blive afhængig af.
Jan Hartvigsen vurderer, at det er afgørende at skabe mere opmærksomhed om, at smerter for mange ansatte er en del af dagligdagen på jobbet.
- Vi snakker ikke nok om smerter, i forhold til hvor stort problemet er. Så det handler meget om, at vi skal få det op til overfladen og italesætte det.
- For der er undersøgelser, der viser, at hvis vi tilrettelægger arbejdet bedre, så kan man også mindske forbruget af smertestillende medicin, siger Jan Hartvigsen.
Han vurderer, at der skal være en større opmærksomhed på de ansattes smerter blandt virksomhederne.
Men de ansatte har også et ansvar. Jan Hartvigsen peger på, at folk i fysisk hårde job - det kan være håndværkere, sosu-assistenter eller slagteriarbejdere - skal træne deres krop.
- Den enkelte skal også kigge på sig selv og se, om man er i god nok fysisk form til at passe sit job. Der er nogle type job, der kræver, at man passer og træner sin krop i fritiden, siger han.
Jan Hartvigsen mener, at der er enkelte situationer, hvor det kan være en fin løsning at tage smertestillende medicin.
- Det kan være okay i en kort periode, hvor man gerne vil passe sit arbejde, men har episoder af smerter, som man lige skal komme igennem.
- Men som hovedregel, som noget man gør på daglig eller ugentlig basis, er det ikke okay, siger han.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie