Så meget kan Vestager og Co. sætte hak ved

1. Ønske: Nedsættelse af dagpengeperioden fra fire år til to år.

Resultat: I regeringens beskæftigelsespakke fra 2011 blev det aftalt, at dagpengeperioden forkortes til to år fra januar 2013.

2. Ønske: Grænsen for topskat hæves med 50.000 kroner.

Resultat: I regeringens skatteudspil lægges der op til, at topskattegrænsen skal hæves med 57.900 kroner til 467.000 kroner.

3. Ønske: At målrette fleksjobordningen til de svageste.

Resultat: Regeringens reformudspil til fleksjobordningen ændrer på tilskuddet, så de med lavest løn får størst tilskud.

4. Ønske: Førtidspensionister skal have en "midlertidig rehabiliteringsydelse" i stedet for en permanent førtidspension.

Resultat: I regeringens reformudspil til førtidspensionen hedder det, at ingen under 40 år kan tilkendes en livsvarig førtidspension - undtagen i oplagte tilfælde.

5. Ønske: Udskydelse af efterløn- og folkepensionsalderen.

Resultat: I maj 2011 blev De Radikale enige med VK-regeringen og DF om at forkorte efterlønsperioden fra fem til tre år gradvist fra 2018-2023 samt hæve efterlønsalderen til 64 år i 2023. Samtidig vil Folkepensionsalderen blive hævet med et halvt år om året, så den ender på 67 år i 2022.

6. Ønske: Afskaffelse af starthjælpen og kontanthjælpsloftet.

Resultat: I december 2011 blev både starthjælpen og kontanthjælpsloftet afskaffet.

7. Ønske: Grønne afgifter på miljøskadelige produkter skal op.

Resultat: Med energiaftalen fra marts 2012 satte Regeringen sammen med V, K, EL og DF blandt andet energiafgifterne op for at sikre "markant mere grøn energi"

8. Ønske: 24-års reglen skal afskaffes, og det skal være nemmere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Resultat: 24-års reglen er ikke afskaffet. De Radikale forslår at sænke kravet for, hvor meget udlændinge skal tjene om året for at få lov til at arbejde i Danmark, fra 375.000 til 250.000 kroner. Socialdemokraterne er ikke afvisende over for forslaget, men vil vente, til arbejdsløsheden for alvor falder.

/ritzau/

Syv ud af otte af hovedpunkterne på De Radikales politiske ønskeliste fra 2009 er blevet indfriet - og det sidste arbejdes der fortsat på. Se dem her:

Offentliggjort Sidst opdateret