Stadig flere kvinder i Danmark vælger at få børn alene
Flere og flere kvinder i Danmark har de seneste år valgt at få et barn alene. (Arkivfoto). Foto: Maria Hedegaard/Ritzau Scanpix
Scanpix/Maria Hedegaard/arkiv
Siden 2013 er antallet af kvinder, der får børn alene, steget med 45 procent, viser tal.
Antallet af kvinder, som får fertilitetsbehandling uden en partner, er steget støt siden 2013.
Det viser en opgørelse fra Dansk Fertilitetsselskab, skriver Kristeligt Dagblad lørdag.
I 2013 forventede selskabet, at i alt 489 børn blev født af en dansk kvinde uden partner. Det tal lå på 709 i 2018 - en stigning på 45 procent, viser opgørelsen.
Fertilitetsklinikkerne slipper kvinderne i behandlingen omkring ottende graviditetsuge, og derfor dækker de angivne tal over børn, som forventes at blive født.
Ifølge formand for Dansk Fertilitetsselskab og klinikleder på Region Sjællands fertilitetsklinik i Køge Kathrine Birch Petersen er det dog sjældent, at det ikke ender med et barn på det tidspunkt.
Hun fortæller, at det ofte ikke er kvindernes første valg at få et barn alene.
- Først og fremmest må jeg fremhæve, at kvinderne vælger denne her løsning som en plan B, hvor de fleste ønsker at stifte familie med en partner.
- Men nogle af dem står i den situation, at de er i midten- eller slutningen af 30'erne med et biologisk ur, der tikker, siger formanden.
Der er flere årsager til stigningen, men ifølge formanden handler det særligt om, at det er blevet mere socialt acceptabelt at være "solomor".
- Vi har i hvert fald opdaget, at der var en helt anden stigmatisering for bare fem til seks år siden, siger hun.
Ifølge formanden var der dengang en opfattelse af, at det var kræsne kvinder, der ikke kunne finde en mand, som valgte denne her løsning.
- Men der er ved at være en forståelse for, at det faktisk er mændene som ikke ønsker at få børn, selv om de er i midten eller slutningen af 30'erne. De bliver ved med at udskyde og udskyde, siger Kathrine Birch Petersen.
En anden forklaring er, at det den 1. januar 2017 blev lovligt at modtage både æg og sæd fra en donor, såkaldt dobbeltdonation.
I 2018 blev der påbegyndt 115 behandlinger med dobbeltdonation ifølge foreløbige tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
En del af disse behandlinger kan dog være givet til udenlandske kvinder, fordi dobbeltdonation ikke er tilladt i deres hjemland.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie