Sundhedsstyrelsen: Folk i risiko er godt beskyttet mod corona
Coronasmitten stiger, men Sundhedsstyrelsen fokuserer på indlæggelser, lyder det fra enhedschef.
Som det er sket de seneste år, stiger antallet af coronasmittede her i vintermånederne. Alligevel har Sundhedsstyrelsen torsdag droppet en række retningslinjer for covid-19.
Man skal eksempelvis ikke længere være isoleret, hvis man bliver konstateret smittet.
- Vi står et sted nu, hvor vi kan tage nogle skridt mod at få mere normale tilstande i forhold til håndteringen af covid-19, siger Line Raahauge Hvass, der er konstitueret enhedschef i styrelsen.
- Vi har den helt overordnede anbefaling, som hedder, at man skal blive hjemme, når man er syg, og det gælder også for corona.
- Vi gør det, fordi vi kan se, at dem, der har højest risiko for at blive alvorligt syge eller indlagt af covid-19, faktisk er rigtig godt beskyttet af vores vacciner.
I denne uges tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI) lyder det, at positivprocenten blandt coronatestede i sidste uge lå på 18 procent. I forrige uge var den 13 procent.
Antallet af indlagte går også opad. I sidste uge var der 445 nye indlæggelser sammenlignet med 299 ugen før.
- Vi har undervejs i hele epidemien tilpasset vores retningslinjer efter, hvad situationen tilsiger, siger Line Raahauge Hvass.
- Vi ved godt, at der lige nu vil komme mere smitte, men det, vi holder øje med, er antallet af indlæggelser og alvorligheden af sygdommen.
Hos Sundhedsstyrelsen regner man med, at antallet af smittet vil stige hen over vinteren.
- Men vi vil også forvente, at det ikke bliver så voldsomt, som vi har set i de foregående vintre. Medmindre der selvfølgelig kommer en ny variant eller andet, som vi ikke kender til på nuværende tidspunkt, siger Line Raahauge Hvass.
Trods tilbagerulningen af flere retningslinjer angående corona regner hun stadig med, at det danske sundhedssystem vil kunne håndtere situationen. Også selv om antallet af smittede stiger.
- Vi er klar over, at der hele tiden kommer nye varianter, og det kan godt være, at nogle smitter mere, men det, vi holder øje med, er om man bliver mere syg af det.
- Det kan ske, at det går den anden vej igen, men det forventer vi ikke, det gør. Hvis det gør, så er det klart, at vi må se på vores retningslinjer igen. Men vi slipper ikke corona af syne.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie