Hvert år bruger samfundet tocifrede millionbeløb på at forebygge svær overvægt uden at ane, om tiltagene virker, skriver Politiken torsdag. Dermed risikerer vi at spilde pengene, advarer forskere.
Siden 2003 har regeringen afsat mere end 300 millioner kroner til at forhindre svær overvægt, men i samme periode er omkring 100.000 flere danskere blevet så store, at de risikerer skader på helbredet.
- Samfundet spilder formentlig hvert år millioner af kroner på en masse forebyggelsestiltag, der er virkningsløse mod fedme, siger professor Berit L. Heitmann, forskningsleder på Institut for Sygdomsforebyggelse i Region Hovedstaden.
Hun nævner for eksempel sunde kantiner, efteruddannelse af lærere i kost samt kampagner om sund kost og motion.
- I forhold til at forebygge fedme blandt befolkningen er den slags initiativer formentlig spild af penge. Videnskabelige studier har generelt ikke kunnet påvise, at tiltag til at forebygge fedme blandt både børn og voksne virker, siger Berit L. Heitmann.
- Alligevel bliver de gentaget, fordi der er et stort pres fra både befolkning og politisk hold om, at man bliver nødt til at gøre et eller andet.
Professoren bliver bakket op af tidligere formand for regeringens Forebyggelseskommission, direktør Mette Wier.
Hun siger, at der er en problematisk tendens til, at samfundet "forebygger fedme i blinde".
- Spørger man kommunerne, hvordan et projekt om forebyggelse af fedme er gået, svarer de som regel, at det gik supergodt.
- Spørger man ind til, om deltagerne så har tabt sig, svarer kommunerne oftest, at det har de ikke målt. Det er altså ikke tilstrækkeligt, siger Mette Wier.
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) fastslår, at når der sættes penge af til at bekæmpe fedme, skal de ansvarlige bagefter vurdere, om det har en effekt:
- Både kommuner og ministerier skal tage kritikken fra eksperterne alvorligt, siger Bertel Haarder.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie