Trods krisesnak hamstrer eks-PET-chef ikke dåsemad

Frank Jensen, der fredag den 24. maj fylder 75 år, var operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste indtil 2012. De seneste fem år har han særligt brugt tid på at skrive bøger om spionage. Det vil han fortsætte med. (Arkivfoto). Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Som tidligere PET-chef har Frank Jensen stor faglig viden om sikkerhed. Men han går ikke i panik eller hamstrer dåsemad trods krisesnak. 24. maj fylder han 75.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ruslands invasion af Ukraine har uden tvivl skærpet truslen mod Danmark og intensiveret frygten for krig.

Men det har ikke fået Frank Jensen, tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, til at hamstre hverken toiletpapir eller dåsemad.

Tværtimod.

For trods stor faglig viden om sikkerhed og mulige risici går han ikke i panik.

- Jeg er ikke så bekymret. Russerne agerer i Ukraine. De har ikke en kinamands chance mod bare en tiendedel af Nato-landene, siger Frank Jensen, der fredag den 24. maj fylder 75 år.

Ifølge ham giver det ikke mening at hamstre rugbrød eller gær, ligesom man så det, da landet lukkede ned i foråret 2020 som følge af coronapandemien.

- Men er man utryg, skal man selvfølgelig gøre det, siger han.

Frank Jensen blev i 1972 ansat i politiet og var gennem de næste 40 år en engageret del af først det åbne politi og siden det mere lukkede PET.

Han har arbejdet som hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling og som leder af efterretningstjenestens antiterrorafdeling.

Fra 2007 til 2012 var han operativ chef.

Efter sin pensionering har han flere gange efterlyst, at PET bliver bedre til at fortælle offentligheden om de dele af tjenestens arbejde, som ikke kompromitterer kilder.

Det gør han nu igen.

- Den britiske eller tyske eller svenske efterretningstjeneste er meget mere åben. De fortæller nok til, at folk forstår, hvad ting går ud på.

- Da jeg stoppede i PET, var det ved at være åbent. Men det er gået tilbage til Den Kolde Krig. Det er ikke meget, der kommer ud, siger Frank Jensen.

Han kender ikke årsagen til lukketheden.

- Måske det bare er en politik, man har lavet, fordi man er nervøs for, at nogen fortaler sig.

De seneste fem år er det forfatterskabet, der har fyldt klart mest for Frank Jensen.

Han har således skrevet flere spionfortællinger.

En af bøgerne – ”Min far var spion” – er ved at blive filmatiseret.

Det giver incitament til at fortsætte med at skrive bøger, siger Frank Jensen, som også holder en masse foredrag om PET og spionage.

Foredragene samler trådene. Og det er der behov for. Særligt i en tid med masser af utryghed, mener han.

Frank Jensen toner også ofte frem på TV 2, hvor han er ansat som kommentator.

Han var med til at opklare sagen om Blekingegadebanden, og senere var han med til at optrevle flere af de terrorsager, som efterretningsvæsenet forhindrede i kølvandet på Muhammedtegningerne.

Heriblandt sagen fra Glasvej og flere forskellige planer om at dræbe medarbejdere på Jyllands-Posten.

Frank Jensen vil fortsætte med at skrive romaner om spionage. Gerne de næste mange år, lyder det.

Eks-PET-chefen er gift med Lis. Han har fire børn og seks børnebørn.

/ritzau/