Udlandet klar på mere dansk tv-drama
Serien er slet ikke lavet endnu og ventes først at ramme de danske tv-skærme i 2014. Alligevel er det lykkes Danmarks Radio allerede nu at sælge den kommende dramaproduktion "Arven efter Veronika" til flere udenlandske tv-stationer.
Salget er sket i forbindelse med den internationale tv-messe i Cannes.
- Efter DR's succes med for eksempel "Forbrydelsen" og "Borgen" mærker vi en voksende interesse fra udlandet for tidligt at sikre sig rettighederne til at kunne sende DR's drama, siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø i en pressemeddelelse.
Foreløbigt er "Arven efter Veronika", der har Jesper Christensen, Trine Dyrholm og Kirsten Olesen i bærende roller, blevet solgt til Storbritannien, Australien og til Benelux-landene.
"Arven efter Veronika", der bliver instrueret af Pernilla August, er et moderne familieportræt - et drama om 68-generationen og deres børn samt en fortælling om, hvad det vil sige at være familie i en tid, hvor de klassiske familiemønstre har ændret sig radikalt.
På engelsk er "Arven efter Veronika" kommet til at hedde"The Legacy". Maya Ilsøe, som også stod bag DR's 2009-julekalender "Pagten", har skrevet seriens manuskript.
DR har i forvejen solgt både "Borgen" og "Forbrydelsen" til adskillige lande.
Fransktalende Canada har netop købt anden sæson af "Borgen", som Sidse Babett Knudsen kan få en Emmy for i næste måned. Også Grækenland og Tyrkiet har meldt sig i koret af tv-stationer, der vil vise serien.
- Derudover viser Spanien, Israel og Japan interesse, og om det lykkes at lukke aftaler med dem, vil vise sig i den kommende tid, siger Helene Aurø.
Mipcom-messen i Cannes slutter torsdag, og der har været flere end 12.000 indkøbere og sælgere fra 104 lande til salgsmessen, som bliver holdt hvert halve år.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie