Uventet Kim Larsen-album stikker ud på musiktjenester
Natten til fredag udkom den afdøde musiker Kim Larsens sidste album. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Musikredaktør forventer, at nyt Kim Larsen-album vil blive et af hans mest streamede efter god start.
Trods kort varsel har et stort antal danskere fundet tid til at lytte til et uventet Kim Larsen-album, der udkom natten til fredag.
Det viser en opgørelse fra YouSee Musik og Telmore Musik. I løbet af ni timer, er albummet blevet afspillet knap 200.000 gange.
Albummet, der har fået navnet "Sange fra første sal" blev lagt ud på de to tjenester tidligt fredag morgen klokken seks.
Det fortæller Pelle Svindborg, der er musikredaktør på YouSee Musik.
- Det er klart, at når man lige pludselig smider sådan en overraskelse, så skaber det en enorm interesse og efterspørgsel, siger han og tilføjer:
- Dem, der er fan af Kim Larsen, vil med det samme ind og høre, hvad det er for nogle sange, han har lavet på sine sidste måneder.
Musikredaktøren er ikke i tvivl om, at albummet vil blive et af de mest streamede albums, som nationalskjalden har udgivet.
Albummet består af 12 sange og blev indspillet i Larsens lejlighed - på første sal - og de blev indspillet over foråret og sommeren 2018.
Sønnen Hjalmer og Jørn Ørn, der også var manager for Kim Larsen, var med til at indspille den.
- Jeg vil beskrive det som et meget nøgent album. Der er brugt meget få instrumenter på det. Det er upoleret.
- Men det har også været hans hensigt at lave et album, der mindede om de tidligere album. Det er et album, der er Kim Larsen uden filter, siger Pelle Svindborg.
Det er omkring seks måneder siden, at Kim Larsen gik bort. Den dag slog han de tidligere rekorder på førnævnte musiktjenester med 500.000 afspilninger.
Efter sin død var Kim Larsen desuden den mest streamede artist på YouSee Musik. Her blev hans sange i gennemsnit afspillet mere end 40.000 gange dagligt.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie