Kultur

Lige nu står en stor del af scenografien og rekvisitterne til weekendens revy-gallashow stadig på Nykøbing Falster Revyens lager. Det bliver hentet fredag morgen, og så går det ellers stærkt med at få alt klar til forestilling samme aften. Revydirektør glæder sig til at byde publikum velkommen til de fem forestillinger. Foto: Jakob Poulsen

Teater i lynomklædning før stor revy-fest

Nykøbing F. Teater danner i weekenden rammen om et stort gallashow, der skal fejre den danske revy-genres 175-års jubilæum. 

Offentliggjort Sidst opdateret

De er vant til hurtige omklædninger i revybranchen. Men som regel handler det om skuespillerne, der på kort tid skal nå at skifte fra et sæt tøj til et andet, før de igen skal på scenen.

På fredag er det en hel teatersal, der skal gennemgå en lynomklædning. Fredag aften er Nykøbing Falster Revyen nemlig vært for det første af fem store gallashows, der fejrer, at den danske revybranche i år har 175-års jubilæum.

Men da teatret er optaget til anden side torsdag aften, rykker revyfolkene først ind fredag morgen for at bygge scenografi, lyd- og lysshow op og sætte stole op til publikum.

Fra indflytning til show på under 13 timer

- Vi havde faktisk lejet teatret allerede fra om torsdagen, men de var kommet til at lave en dobbeltbooking, så vi kiggede lige hinanden i øjnene for at finde ud af, om vi kan nå at gøre det hele klar på én dag, og det kan vi godt.

- Vi henter rekvisitter og scenografi på vores lager fredag morgen og kører det op på teatret og stiller op. Samtidig rykker lys og lyd ind. Klokken 13 er der prøve, og klokken 20 spiller vi for publikum! 

- Jeg tror ikke, at vi har prøvet at gøre det på den måde før med så stor en produktion. Det kræver jo, at alle ved, hvad de skal, men det gør de også, fortæller Nykøbing Falster Revyens direktør Mickey Pless.

- Jeg er ikke så bekymret. Vi er alle sammen så garvede, så det går ikke galt. Skuespillerne har øvet deres numre hjemmefra, og når vi mødes til prøve fredag eftermiddag, er det ikke for at øve alle numrene fuldt ud. Det er kun dele af showet, vi lige skal prøve igennem, tilføjer Mickey Pless.

Udsolgt på 11 minutter

Dermed bliver fredagen næsten lige så hektisk som billetsalget var, da det åbnede nytårsaften sidste år.

- Dengang havde vi kun planlagt to forestillinger - én lørdag og én søndag. De var udsolgt på 11 minutter, fortæller Mickey Pless.

Efterfølgende lykkedes det at arrangere en forestilling mere begge dage samt fredag aften, så man samlet når op på fem forestillinger. Og de er næsten udsolgt alle fem.

Vi kan have 689 til hver forestilling - og publikum kommer ikke kun fra Lolland-Falster. Der kommer også mange i busser fra Fyn og Jylland, fortæller Mickey Pless. 

Tog selv initiativ

Mickey Pless har selv taget initiativ til showet.

- Jeg synes egentlig, at RevyDanmark (de professionelle danske revyers brancheforening, red.) skulle have lavet det her, men der var ikke rigtig nogen, der tog initiativ, og så besluttede vi at gøre det. 

- Jeg spurgte Lars Rødbroe (forestillingsleder på adskillige Nykøbing-revyer, red.) og Rasmus Krogsgaard (skuespiller og instruktør, red.), om de syntes, det var en god idé, og det var de med på.

- Det har været nemt at få folk til at medvirke, og jeg er sikker på, at vi får en sjov og hyggelig weekend, siger Mickey Pless.

Udover at genfortolke mange af de seneste 175 års kendte og populære danske revynumre byder showet også på snak og fortælling af små anekdoter fra revyens verden med Rasmus Krogsgaard som konferencier til at binde det hele sammen. Musikken står Mickey Pless og revyens øvrige orkester for.

Men selvom det altså foregår i Nykøbing, så er det ikke kun Nykøbing-revynumre, publikum får at se og høre.

- Det bliver en bred vifte af numre fra de danske revyer, blandt andet klassikeren "Solitudevej" (fra Cirkusrevyen i 1953, red.), og vi runder af med et stort Grethe Sønck-medley, der naturligvis slutter med "Jeg slår et slag for det gode humør", fortæller Mickey Pless.

Udover Mickey Pless og Rasmus Krogsgaard medvirker Leif Maibom, Pernille Schrøder, Karsten Jansfort og Vicki Berlin også i gallashowet.