Antallet af corona-tilfælde på LF stiger

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Både Lolland og Guldborgsund kommuner er rykket lidt tættere på myndighedernes bekymringsgrænse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens det på landsplan er gået den rigtige vej med antallet af coronasmittede de seneste dage, så går udviklingen ikke helt samme vej på Lolland-Falster.

Tirsdag kunne Statens Serum Institut således fortælle, at der fra mandag til tirsdag er påvist 322 nye smittetilfælde, og det er det laveste tal siden 11. september.

Lokalt ser det dog lidt mere broget ud. I Lolland Kommune er der således konstateret seks nye smittetilfælde indenfor de seneste syv dage, hvilket giver en incidens på 15. Hvis en kommune når op på 20 i incidenstal, kommer den på sundhedsmyndighedernes bekymringsliste.

Der har flere af landets andre kommuner ligget længe, men på Lolland-Falster har antallet af smittede siden slutningen af foråret været ganske lavt.

For en uges tid siden havde Lolland blot haft ét positivt tilfælde indenfor de seneste syv dage og lå på et incidenstal på to pr. 100.000

I Guldborgsund Kommune stiger antallet af smittede også en anelse. For en uges tid siden var der registreret syv smittede indenfor den seneste uge. Tirsdag er det tal steget til otte, og incidenstallet er nu oppe på 13.

Men med den seneste udvikling på landsplan in mente kan man måske håbe på, at smittetallet også snart falder igen lokalt.

Statens Serum Institut oplyser i øvrigt, at antallet af indlagte på landsplan tirsdag er 124. Det er en stigning på fire i forhold til mandag. Antallet af personer, der er døde med covid-19 er også steget med fire og er nu på 663, siden man begyndte at foretage registreringer i slutningen af januar.