Butiksliv i fælles byindsats

Handelslivet i Nykøbing arbejder med at fastholde positionen som en attraktiv butiksby. Billedet her er fra et aften-arrangement i gågaden. Erfaringerne fra butikker, kommune, Vores Nykøbing og Business Lolland-Falster kommer nu med i et nyt partnerskab om udvikling af bymidter, som erhvervsministeren præsenterede i dag. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Erhvervsminister præsenterede mandag landsdækkende partnerskab om udvikling af bymidter.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Guldborgsund, eller mere præcist Nykøbing centrum, er en af de fem danske kommuner, som er med i et nyt "partnerskab for levende bymidter".

Partnerskabet er et statsligt initiativ med deltagelse af både organisationer og kommuner og blev præsenteret i dag af erhvervsminister Simon Kollerup.

- Vi ser ministerens partnerskab som en god mulighed for at få nye ideer med hjem og selv bidrage med vores erfaringer. Vi glæder os til at mødes med en stærk vifte af bymidte-eksperter, siger borgmester John Brædder.

- Nykøbing har mange styrker og et godt udgangspunkt som handelsby. Men butikkerne er alligevel pressede. Vi er allerede i fuld gang og arbejder på mange fronter med udfordringerne. Det nye torv er et eksempel. Men også samarbejdet i Vores Nykøbing og fokus på at fastholde de studerende i Nykøbing er en del af indsatsen, siger han.

- En stærk hovedby er vigtig for hele vores område og for at sikre yderligere bosætning, tilføjer John Brædder.

Citychef André Andersen nævner også samarbejdet med kommunen og Business Lolland-Falster som et forbillede, andre byer kan få gavn af.

- Vi har regelmæssig, tæt kontakt. Og fra detailhandelen har vi selv her fra de seneste corona-måneder også konkrete eksempler på butikker, som på forskellig måde viser vej. Eksempelvis Q-shop med nye initiativer på nettet, Imerco med butiksudvidelse, La France med nyt ejerskab og en traditionsrig vin- og tobaksbutik som Marius Mortensen med masser af fremtidssatsning, påpeger André Andersen.

Hele landet til gode

Erhvervsminister Simon Kollerup er glad for, at kommuner og organisationer med særlig viden om udvikling af bymidter har sagt ja til at være med i arbejdet, som efterfølgende gerne skal komme hele landet til gode.

- Vi skal finde løsninger, der kan hjælpe med at løse de problemer, vi ser med mennesketomme bymidter og butiksdød. Der er udfordringer som følge af stigende e-handel, ændrede indkøbsvaner, faldende udbud af butikker og nu også følgerne af corona-krisen.

- Det er vigtigt, at vi ser bredt på problemerne. Bymidterne spiller en vigtig rolle som mødested - ikke mindst i de mindre og mellemstore byer. Derfor er en velfungerende og attraktiv bymidte ikke kun til gavn for det lokale erhvervsliv, men for alle kommunens indbyggere, siger Simon Kollerup.

Partnerskabet er en del af regeringens såkaldte Vækstplan for handel og logistik.

Man skal komme med konkrete forslag til løsninger og derudover anbefale statslige indsatser i begyndelsen af 2021. Herefter planlægger man en testfase med tre-fem byer, hvor ideerne prøves af.

Partnerskabet fortsætter arbejdet frem til midt i 2022.

Med i arbejdet er Kommunernes Landsforening, Realdania, Guldborgsund, Frederikshavn, Syddjurs, Varde og Faaborg-Midtfyn Kommuner, De Samvirkende Købmænd, Netværket CityChefer20, Ejendom Danmark, Dansk Erhverv, Lokale- og Anlægsfonden, Landdistrikternes Fællesråd, Kulturministeriet og Erhvervsministeriet.