Dagbog fra en nødhjælpsmission - Del 1

For et par dage siden kunne vi her på folketidende.dk fortælle historien om Mico Eggert, der netop er startet på pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen Absalon i Nykøbing.

Sammen med sin kammerat Morten fra Kerteminde traf han først på ugen en hurtig beslutning om at køre til Polen for at hjælpe nogle af de mange flygtninge, som i disse dage strømmer over grænsen fra det krigshærgede Ukraine.

- I første omgang var det vores plan at køre ned til grænsen med nogle tæpper, jakker og andet, men nu har vi jo hørt, at de ikke mangler tøj dernede, så i stedet gør vi det, at vi først kører til Warszawa og finder et opsamlingssted, hvor vi kan aflevere det tøj, vi har fyldt bilen med.

- Og når butikkerne så åbner, køber vi mad og drikkevarer, som vi kører ned og afleverer ved en af grænseovergangene, så det kan blive givet videre til flygtninge. Og så tilbyder vi at tage nogle flygtninge med tilbage til Danmark, hvis der er nogen, der har lyst til det.

- Vi regner ikke med at blive dernede længere end til fredag morgen senest, fortalte Mico Eggert få timer før, makkerparret satte sig ind i bilen og tog afsted.

Efterfølgende har Mico løbende sendt opdateringer fra turen. Dem har vi valgt at samle her til en form for dagbog. Anden del af beretningen håber vi at kunne bringe en af de nærmeste dage:

Onsdag 21.00:
Morten kører første stint. Færgen sejlede planmæssigt. Helt fladt vand. Rolig stemning. Besluttede ruten over Berlin. Forventet ankomsttid i Warszawa klokken 03.03. Hotel booket til fredag. Ingen trafik. Stjerneklart. Et enkelt vejarbejde i ny og næ. Det er næsten ikke til at tro, at vi kører mod krig og ødelæggelse…

Onsdag 22.00:
Nærmer os Berlin. Let trafik. Primært polske lastbiler.

Onsdag 23.15:
Krydsede den tysk/polske grænse. Let trafik. -1 grad. Skiftede til polsk radio, der snakkede om ”ukrainske Putin agressitze”. Stjerneklart. Roligt. Mærkeligt…

Torsdag 00.45:
Under 300 kilometer til Warszawa. Vi tanker.

Torsdag 03.30:
Ankommer ved hotellet, trætte. Radioen har spillet melankolske sange… stemningen er nærmest Liva Weelsk. Jeg lytter til ordene, jeg ikke forstår. Den rolige stemme snakker om Ukraine. Måske spiller radioen kun ukrainske sange? En radioreklame lyder som information om nødhjælp…

Torsdag 04.00:
Mit hjerte banker hurtigt. Bortset fra det er Warszawa helt stille…

Torsdag 09.00:
Morgenmaden på hotellet smagte ikke rigtigt. Rundt om os sad par, familier… stille. Ingen lignede turister. Ingen lignede forretningsfolk.

Alle lignede nogen, der havde taget deres varmeste og mest praktiske tøj på, pakket nogle få ting i en rygsæk og var styrtet ud ad døren uden at se sig tilbage. Og nu sidder de her. Stille.

Torsdag 10 15:
På vej mod et opsamlingspunkt for nødhjælp. Solen skinner. Det er skiferie-koldt. Warszawa er en kæmpe by. Men her er meget stille.

Torsdag 11.00:
Iga. Det hedder den unge polske kvinde, som vores kontakt har ledt os hen til. Hun har en genbrugsbutik, hvor der allerede ligger mange ting, som forskellige folk har indleveret.

Hun har en kontakt, der fragter det hele ind i Ukraine. Vi afleverer vores tøj. Iga har tårer i øjnene. Hun synes, at situationen er forfærdelig. “In these days… how is it possible?”

I vores moderne tidsalder… hvordan kan sådan en katastrofe få lov til at udspille sig… i sådan en grad?

Jeg er er enig, og vi takker hinanden for, at vi har mødtes og kan hjælpe. På den anden side af gaden ligger en Lidl. Der går vi ind.

Torsdag 12.30:
Vi har fyldt bagagerummet med bleer, chili con carne, batterier, mælk, mandler og vand.

Bilen er tanket, og GPS’en sat til Chelm ved den ukrainske grænse med ankomst cirka klokken 15.00. Der skulle være en opsamlingsstation til nødhjælp. Måske kan vi hjælpe nogen ud af området også.

Vi har fået kontakt til ”Olga” og hendes syvårige søn. De skal til Hamburg. Dem samler vi op i morgen. Planen er at køre klokken 11, lande i Hamburg klokken 20 og være i Odense omkring midnat.
Det ligner vores oprindelige Plan A - hvilket vi er stolte af!

Torsdag 13.20:
I det modkørende spor møder vi en kolonne på otte store Røde Kors-køretøjer. Jeg bliver glad…

Kort efter overhaler vi en tre gange så lang kolonne af militære køretøjer. Noget civilforsvars-agtigt, tænker jeg… På vej til grænsen for at hjælpe? Men de har alle orange advarsels-skilte på: ”Explosives”.
Så bliver jeg lidt mut igen…

Torsdag 14.35:
”KIEV 579”. Vi har forladt motorvejene. Tempoet er kommet ned på 70 km/t., og de små huse kommer tættere på. Haver, hække, indkørsler. Hverdagsliv, som var ret fjernt ude på motorvejen.

En lille time væk fra grænsen. Fem timer væk fra krigen… og jeg har egentlig ikke lyst til at komme tættere på nu. Men vi fortsætter. Bilen er fuld af hjælp, og vi må lige bide tænderne sammen. Bare en time. ”KIEV 567”…

Torsdag 15.33:
"Pol-Cel. Rampa Brzeska 63, 22-100 Chelm, Poland”.

Udefra set bare en gammel lagerbygning med tre store lastbiler ude foran. Men indenfor… - en summen af aktivitet af papkasser, der bliver fyldt, og gaffeltrucks, der kører frem og tilbage.

Bilen er tømt ud. 25 mennesker stod klar til at tage imod. Gamle, unge. Alle kvinder, alle trætte og alle med et let skræmt udtryk. Men alle med gåpåmod og overskud til at give et smil og et varmt håndtryk.

Vi har afleveret vores nødhjælp. I morgen kører vi til Hamburg med "Olga" og hendes søn.

Torsdag 17.12:
135 kilometer til hotellet. Indtrykkene bundfælder sig stille og roligt. Og pludselig sætter oplevelserne sig sammen og bliver til nye indtryk. Som Chris - en englænder, vi mødte på en tankstation for fire timer siden og udvekslede lidt info med.

Han fortalte, hvordan de ukrainske mænd tog til banegården, satte deres koner og børn på et tog mod vest - og selv tog mod øst for at tage kampen op.

Så alle de ukrainske kvinder, der stod og tog imod vores varer - og dem, der stod på banegården. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad de tænker lige nu…

Torsdag 19.50:
Telefonen har glødet den sidste time. En ukrainer bosiddende i Danmark har hørt om vores netværk og vores tur og har taget kontakt. Hans far har været på flugt fra Odessa og er MÅSKE ved at krydse grænsen ved Chelm. Ham vil vi gerne finde…

Torsdag 20.15:
Ned forbi Kulturpaladset… En imponerende bygning bygget i 1955 og siden da konstant genstand for diskussion i Polen. Bag det, gennem en smøge og ned i en gyde, har vi fundet en lille-bitte burger-joint.

Her får vi en ”suisse” og en mango-juice.

Sms’er tikker ind… telefonen ringer… fedtede fingre på skærmen. Vi spiser hektisk, selvom vi egentlig har tid. Tid, men ingen ro…

Torsdag 21.00:
Han er fundet! Han har krydset grænsen der, hvor vi håbede! Vi henter ham. Hvis ikke han kan komme til Warszawa, så henter vi ham i morgen tidlig.

Fredag 08.00:
Det sner. Det er koldt. Og kaffen smager vidunderligt her til morgen. Vores tredje passager "Jurij" ankom til Warszawa klokken to i nat. Morten fik indlogeret ham på hotellet. Han ankom sammen med to andre, som han havde fulgtes med.

Hvordan vælger man, hvem man bedst kan hjælpe? Hvordan bruger vi pengene bedst… mest effektivt? Vi køber tid.

Bleerne… det er tid. Maden… det er tid. Og selvom to hotelværelser med morgenmad kunne have købt mange dåser med chili con carne, valgte vi at købe tid til de her tre mennesker ved at give dem en seng i nat.

Fredag 09.20:
Pengene er brugt. Bilen er tømt. Om to timer mødes vi i lobbyen med "Jurij". Så henter vi "Olga" og hendes søn, der er indlogeret privat 15 minutter herfra, og så kører vi.

Min vadsæk er pakket. Støvlerne står ved fodenden. Jeg sætter hovedtelefoner i ørerne, lægger mig på sengen - og vil prøve ikke at tænke i et par timer…

Fredag 11.00:
Nede i lobbyen sidder en pige. Hun minder om pigen i lastbilen. Hun sidder tre meter fra mig og er ikke meget større end den kuffert, hun sidder bagved. Bamsen på kufferten ligner Lady fra Lady og Vagabonden.

Vi får øjenkontakt. Hun tager bamsen og krammer den. Jeg sætter et ”genert ansigt” på og ”gemmer” mig bag Morten. Hun læner sig langsomt og forsigtigt - men nysgerrigt - til siden, og vi får øjenkontakt igen.

Hendes øjne får liv. Hun smiler… og jeg ”gemmer” mig igen. Nu er det min tur: Jeg læner hovedet til siden og kigger nysgerrigt… og vi mødes i et smil.

Hendes lillesøster er først mere afventende, men dog nysgerrig nok til at se efter, hvad der mon har fået hendes søster til at smile. Også hendes øjne får liv, da vi mødes i et smil.

De vinker, mens de går med deres mor hen til elevatoren. Der er ting, man ikke bør fotografere… og ting, man ikke KAN fotografere…

Læs anden del af beretningen en af de følgende dage. Og se flere billeder ved at klikke/trykke på billedet herover.
Navnene på de omtalte flygtninge af hensyn til deres familiers sikkerhed. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.