Efterskole sender alle elever hjem

Ved en rutinemæssig test blev to elever fundet positive med covid-19. Alle 190 elever hjemsendes. Foto: Anders Knudsen

Lukker ned efter to elever er testet positive - Håber alle er tilbage igen før jul.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag over middag igangsatte forstander Finn Petersen, Bindernæs Efterskole en øjeblikkelig nedlukning af skolen.

To elever har efter en rutinemæssig test mandag vist sig at være smittet med Covid19.

I løbet af onsdagen sørger skolen for, at de 190 elever bliver testet inden de bliver kørt hjem i skolens busser.

- Og de skal så selv sørge for at blive testet igen, inden vi næste uge regner med at kunne hente dem med negativ test tilbage til skolen igen, siger Finn Petersen.

Inden eleverne bliver sendt hjem, sørger skolen for at ringe hjem til forældrene for at give dem besked om situationen.

Med coronalukningen må skolen afbryde både emnedage og terminsprøver, men Finn Petersen håber at kunne samle eleverne igen i den kommende uge, og blandt andet gennemføre nogle af de planlagte, udendørs aktiviteter inden juleferien.

Hver gang eleverne fra efterskolen vender tilbage efter at have været hjemme, bliver de testet for coronasmitte – det er sådan en rutinemæssig test, der har vist at to er smittet.