Familie søger erstatning efter mislykkede operationer
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Tre mislykkede operationer, tre måneder på sygehus og et ødelagt liv, får nu familie til at søge erstatning.
Tre mislykkede operationer, tre måneder på sygehus og et ødelagt liv, får nu familie til at søge erstatning. Det skriver DR Sjælland.
43-årige Søren Rasmussen fra Falster har siden 17. maj gennemlevet sit livs mareridt.
Den dag blev han indlagt i Nykøbing Falster med stærke smerter i maven, og efter tre operationer var han så dårlig, at han blev overflyttet til Køge Sygehus, hvor han blev opereret akut samme eftermiddag.
I fredags kom han hjem efter næsten tre måneder på flere sygehuse. Han har fået opereret så meget af sin tyndtarm væk, at han aldrig bliver i stand til at spise almindelig mad, men altid skal leve af flydende kost.
Hans kone Lisette Rasmussen klager nu til Patientklagenævnet, og rejser også en erstatningssag mod sygehuset i Nykøbing Falster.
- Køge Sygehus siger, at de kunne have reddet meget af den tarm, de har fjernet på Nykøbing Sygehus. Hvis han var blevet overført til Køge Sygehus efter 1. operation, kunne de måske have reddet meget af den, siger hun til DR Sjælland.
Lægerne i Nykøbing Falster opererede Søren Rasmussen tre gange, indtil de til sidst gav op og overførte ham til Køge. Lisette Rasmussen mener, at lægerne i Nykøbing Falster har givet sig i kast med en opgave de ikke var dygtige nok til:
- Det er som om de leger Gud en gang imellem. Jeg føler, de har leget med nogle ting, de ikke skulle have leget med, og at de har følt at de havde nogle kompetencer, de ikke har haft.
Den læge, der haste-opererede Søren Rasmussen på Køge Sygehus oplyste til familien, at han indberettede forløbet på Nykøbing Falster til sin overordnede.
Kort tid efter stoppede sygehuset i Nykøbing Falster alle akutte operationer på mavetarm kirurgisk afdeling og bad uvildige læger fra Odense gennemgå procedurerne på afdelingen og patienternes journaler.
Familien har forsøgt at få sygehuset i tale, men uden held. Det beklager Region Sjællands sundhedsdirektør, Lars Onsbjerg, som nu tilbyder dem en samtale. Den konkrete sag ønsker han dog ikke at kommentere overfor DR Sjælland.
- Det er aldrig godt nok, hvis patienten skal kæmpe for det, der bør være en helt naturlig ting.
Han vil nu selv tage initiativ til at sætte et møde op.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie