Flere læger på vej til Region Sjælland - men hvad med Lolland-Falster?

Blodprøvetagning i reagensglas - Uddannelsesmessen Den Hvide Verden afholdes på Aalborg Universitetshospital, tirsdag den 31. januar 2023.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

– Region Sjælland har generelt flere syge og færre læger end andre dele af landet, siger regionsrådsformanden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er praktiserende læger nok til alle borgere i Region Sjælland, men der er ikke nok hænder til at dække det reelle behov. Det mener Regionsrådet, som nu har besluttet at etablere flere nye lægeklinikker rundt om i regionen, skriver de i en pressemeddelelse.

Ifølge regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) handler det om at rette op på en skævhed i sundhedsvæsenet.

– Region Sjælland har generelt flere syge og færre læger end andre dele af landet. Det skaber ulighed i sundhed, og det er ikke rimeligt, siger hun.

De nye klinikker skal sikre en bedre og mere ligelig adgang til lægehjælp, især i områder med lav lægedækning. Samtidig skal tiltaget være med til at forberede regionen på fremtiden, hvor flere ældre og kronisk syge ventes at få brug for sundhedsvæsenet.

Hvad med Lolland-Falster?

Man skal dog ikke kigge på Lolland-Falster, hvis man vil finde placeringen af de nye lægeklinikker.

De skal nemlig placeres i Holbæk Kommune, Lejre Kommune, Næstved Kommune, Vordingborg Kommune og Roskilde Kommune.

Disse kommuner er valgt, fordi en analyse har vist, at det er her, der er størst behov for at styrke lægedækningen, står der i pressemeddelelsen.

Regionsrådet vil desuden oprette to såkaldte licensklinikker, som er lægeklinikker, hvor lægen lejer sig ind og får betaling som læger, der har egen klinik.

De to licensklinikker skal ligge i Vordingborg og Næstved, og de skal give læger mulighed for at prøve livet som praktiserende læge i Region Sjælland af uden at skulle investere i en klinik.

Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra Trine Birk Andersen (S), der er regionsrådsformand i Region Sjælland, men det har ikke været muligt.