Foreninger klapper i hænderne: De unge fylder langt mere

Foreningerne har i disse år held med at fastholde flere unge, hvilket har været svært tidligere. Foto: Kenneth Bradsted

De unge fylder væsentligt mere i foreningerne end for 10 år siden. Det skyldes blandt andet en målrettet indsats på de sociale miljøer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens næsten alle mindre børn er medlem af en idrætsforening, så har der historisk været et større frafald op gennem ungdomsårene.

Den kurve ser dog ud til at vende. I perioden 2014-22 har 49 procent af idrætsforeningerne under DIF (Danmarks Idrætsforbund) og DGI fremgang blandt unge medlemmer fra 13-18 år, viser en ny analyse fra Idrættens Analyseinstitut.

Det afspejler sig også i medlemstallene, hvor der er en fremgang på 18.838 flere medlemmer i målgruppen fra 2018-23.

- Vi oplever generelt, at både idrætter og foreninger har arbejdet på at gøre tilbuddene mere attraktive for unge, så det bedre kan passes ind med skoleliv, det sociale liv med venner og alle de andre tilbud i ungdomslivet. Derfor er vi glade for at blive bekræftet i, at det virker. Og at vi samtidig kan se, at der er en direkte sammenhæng mellem foreningernes initiativ og deres fremgang blandt de unge, siger Karin Ingemann, der er udviklingschef i DIF, i en pressemeddelelse.

De unge vil gerne inddrages

Trods den fine fremgang peger undersøgelsen også på, at de unge gerne vil inddrages og have mere indflydelse i foreningerne.

Det siger undersøgelsen:

Mere end 10.000 foreninger (opdelt på afdelinger efter aktivitet) indgår i en screening, der ser på foreningernes medlemstal blandt børn (0-12 år) og unge (13-18 år). 

Godt hver tredje forening (36 pct.) har flere unge end børnemedlemmer, og det er en stigning fra 30 pct. i 2014.

49 procent af de screenede foreninger har oplevet fremgang i ungemedlemmer i perioden.

Til sammenligning har 36 procent oplevet tilbagegang, mens der er nogenlunde status quo for de sidste 15 procent.

Kilde: DIF

Netop det punkt er et fokusområde i ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’-satsningen med støtte fra A.P. Møller Fonden.

Her er der nedsat et ungepanel og afholdt workshops i hele landet, hvor flere end 100 unge har givet deres bud på, hvordan fremtidens forening skal se ud.

- Vi ser i undersøgelsen en klar sammenhæng mellem hvor gode foreninger er til at involvere de unge, og hvor mange unge der er i foreningen. Derfor er det vigtigt, at det ikke bare bliver ved lovord og spørgeskemaer, men at man rent faktisk inviterer de unge med til bordet både i tilrettelæggelse af træning og det sociale. Det vil på sigt også give flere frivillige hænder i foreningerne, siger Karin Ingemann.