Formand efter brand i klubhus: - Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og kom afsted

Foto: Jan Schmidt

Fredag aften udbrød der brand i Radsted IF's klubhus. Lige nu afventer formand Nils Eske Smidemann og resten af klubben, at politiet bliver færdig med deres undersøgelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag aften udbrød der brand i et klubhus hos Radsted IF lidt uden for Sakskøbing.

Ilden havde fået fat i huset træskelet, og brandfolkene nåede at stoppe den, lige inden den fik fat i tagkonstruktionen.

Kort efter branden brød ud, blev Radsted IF's bestyrelsesformand Nils Eske Smidemann ringet op af et tidligere bestyrelsesmedlem, der fortalte, at hendes mand havde set branden.

- Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og kom afsted, fortæller Nils Eske Smidemann.

Da han ankommer til klubben er det første syn, der møder ham, de blå blink fra politi og brandvæsen samt røgen, der stiger op fra klubhuset.

- Min første tanke var, om vores klubhus nu var ved at forsvinde helt. Det er jo et klubhus lavet af træ, så der skal ikke meget til, siger han.

Nils Eske Smidemann har været en del af klubben i godt og vel 15 år. Han blev valgt som bestyrelsesmedlem med det samme, og for syv-otte år siden blev han valgt som formand.

Derfor betyder klubben og rigtig meget for ham.

- Det er en klub, jeg bruger meget tid på. Hvis ikke vi har et fodboldhold herude, så ryger der jo bare endnu en institution i en mindre by, der ikke har skoler og den slags tilbage, siger han.

Fortrøstningsfuld

Lige nu afventer Nils Eske Smidemann og resten af klubben, at politiet bliver færdig med deres undersøgelser.

- Bagefter må vi ind og se, hvad forsikring og skadesservice siger til det, siger han.

For nu har branden betydet, at Radsted IF er nødt til at rykke rundt på kampe i foråret.

- Foreløbig forsøger vi at udskyde hjemmekampe så længe som muligt. Vi har overhovedet ingen ide om, hvornår det kan bruges igen, siger Nils Eske Smidemann.

Politiet har på nuværende tidspunkt lukket klubhuset af, mens de undersøger stedet. Det betyder blandt andet, at klubben ikke kan komme ind og hente de spillertrøjer, der ligger i klubhuset.

- Vi tænker ikke, at det er brandskadet, men det er nok sodskadet. Vi ved det ikke, siger Nils Eske Smidemann:

- Lige nu er det et limbo, hvor vi bare venter på, hvad der skal ske.

På trods af banden og usikkerheden, der præger situationen lige nu, er Nils Eske Smidemann rimelig fortrøstningsfuld.

- I forhold til, at det hele kunne brændt ned. Det her skal vi nok komme igennem, siger han.

Et askebæger

Patrick Nielsen fra Lolland-Falster Brandvæsen oplyste lørdag til Folketidende, at man endnu ikke kender årsagen til branden, men at det tyder på, at det er noget udefra, der har sat gang i branden.

- Noget tyder på, at det er sket i eller omkring et askebæger, der har stået på ydersiden af huset, men det kan ikke siges med sikkerhed, lød det.

Ifølge Bo von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er det også politiet teori, at branden er startet via et askebæger.

Det tyder også på, at der har været tale om et uheld, og branden menes derfor ikke at være påsat, fortæller han.