- Jeg ødelægger sgu’ ikke biler. Jeg er vant til at køre med 22 tommer fælge!

Byretten behandler dagligt stribevis af sager. Folketidende dykker i denne artikelserie ned i nogle af retssagerne. Foto: Lars Hovgaard

Folketidende skildrer i artikelserien "Beretninger fra byretten" en stribe af de retssager, der ellers sjældent er meget fokus på.

Offentliggjort Sidst opdateret

I byretten sad forleden dag en 37-årig kvinde, som gerne vedkendte sig at kunne være hidsig og sige alt muligt, men som også sagde, at ”jeg plejer at være piv-ærlig”, da retten stillede spørgsmål ved hendes forklaring.

Og hvad der var op og ned i sagen, fandt den juridiske dommer og de to lægdommere aldrig ud af.

Tiltalen mod kvinden var ellers simpel nok. Hun stod anklaget for to forhold. Forhold et var tyveri af en bil, og forhold to var, at hun havde tilladt sig at køre i bilen uden at have kørekort.

Kærester og kærester? Jeg vil sige kæreste-ish.

Tiltalt

Det sidste vedkendte hun sig. Det var nu heller ikke første gang, at det var sket, men tredje gang efter at hun var fradømt sit kørekort. Så det spørgsmål brugte hverken anklager eller forsvarer krudt på.

Men havde hun - som anklagerens påstand lød - stjålet bilen?

Beretninger fra byretten

  • Retten i Nykøbing F. behandler hver dag en række straffesager. Sagerne er sjældent sensationelle eller lever op til de almindelige nyhedskriterier, men hver for sig fortæller de en historie om livet på Lolland-Falster. Vi bringer i denne tid en række beretninger fra byretten.
  • Artiklerne er skrevet af journalist Christian Schou, der i en periode er tilknyttet Folketidende.

Kæreste-ish

Bilen blev i sommeren 2023 meldt stjålet af en cirka 15 år ældre mand, som kvinden havde lært at kende via Facebook.

- Var I kærester? spurgte dommeren.

- Kærester og kærester? Jeg vil sige kæreste-ish, svarede kvinden.

Manden bor i en lille by på Nordfalster og kvinden på Amager. Hun er mor til tre børn, som hun ikke bor sammen med, arbejdsløs og har godt med synlige tatoveringer på overkroppen og piercinger i sine fillers-oppustede læber. Da bilen bliver meldt stjålet, sker det efter et besøg af kvinden hos manden.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Om besøget strækker sig over en weekend eller to til tre uger, er de to uenige om. Men hvorom alting er, står hun op en tidlig morgen klokken 04:30 for at køre hjem til Amager. Med sig på besøget hos manden har hun en nyindkøbt papegøje til 16.000 kroner og mangler pludselig den rigtige kost til det dyre fjerkræ. Det har hun stående hjemme på Amager.

Turen hjem foregår i en Peugeot 308, som manden har lånt af en kammerat på ferie, og som kvinden hævder, at manden aftenen før gav hende lov til at låne.

Læs også: Vild jagt i midtbyen: Vanvidsbilisten har nu fået sin dom

Hidsigt skænderi

Men dårligt er hun nået hjem til Amager, før manden er i telefonen. Han er blevet vækket af en underbo, som har set kvinden køre afsted i morgendiset og undrer sig over, hvad der foregår. Det gør manden sandelig også.

- Hvad fanden har du gang i? råber manden i telefonen.

Han optager samtalen og giver den til politiet, så i retten afspiller anklageren en bid af samtalen. Her udspiller sig et højlydt og hidsigt skænderi, hvor de gensidige beskyldninger om alting flyver frem og tilbage, men hvor det også tydeligt fremgår, at kvinden mener, at manden har givet hende lov at bruge bilen.

Læs også: Kvinde erkendte vanrøgt af heste ved at blive væk

Efter den samtale stopper al kontakt mellem de to, og kvinden forklarer i retten, at da hun dagen efter kigger efter bilen ved sin bopæl på Amager, er den væk. Hun mener, at manden har hentet bilen, hvad han pure benægter. Da bilen senere bliver lokaliseret, er lygterne både for og bag smadret, og betræk og inventar i kabinen så hærget, at det koster 37.000 kroner at få bilen repareret.

Men kvinden vil bestemt ikke have siddende på sig, at hun har hærget bilen:

- Min far var mekaniker, og min ex-mand bilforhandler, så jeg ødelægger sgu’ ikke biler. Jeg er vant til at køre med 22 tommer fælge! forklarer hun i retten.

Tvivl afgør sagen

I den afsluttende procedure lykkes det den beskikkede forsvarer at rejse så meget tvivl om mandens forklaringer, at da dommerpanelet efter en halv times votering har afgjort sagen, siger den juridiske dommer:

- Ingen af forklaringerne overbeviser os om, hvad der er op eller ned, og det er derfor ikke godtgjort, at kvinden er skyldig i tyveri af bilen. Så vi kan kun dømme hende for at køre uden kørekort – og da det er tredje gang, det sker, siger al praksis, at det koster 20 dages ubetinget fængsel.

Hvad kvinden siger til det, fik vi aldrig at vide i retten. Hun gik ud for at ryge en smøg eller to, mens dommerpanelet voterede og var forsvundet, da dommerpanelet kom tilbage, og dommen blev afsagt.