Kommunens drift er billig

Holger Schou Rasmussen (S) er svært tilfreds med, at Lolland Kommunes drift er konkurrencedygtig. Foto: Anders Knudsen

Undersøgelse viser ingen gevinst ved privatisering af drift.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Ingen er billigere end Lolland Kommune. Det er konklusionen på den rapport, Dansk Servicerådgivning har lavet for Lolland Kommune på serviceområdet.

Rapporten er en analyse af, hvorvidt kommunens løsning på områderne teknisk service (eksempelvis pedeller), intern service (herunder rengøring) og kantineservice er konkurrencedygtig i forhold til en ekstern leverandør.

På området "teknisk service" er rapportens konklusion, at: "En ekstern løsning vurderes at være væsentlig dyrere end den nuværende, da prisen pr. time for den leverede ydelse forventes at være betydeligt dyrere hos en ekstern leverandør", står der i rapporten, som vurderer kommunen til at være "særdeles konkurrencedygtig".

Også kommunens egen kantineløsning er billigere, end en ekstern leverandør ville kunne gøre det til.

På den interne service (rengøring) kunne der spares ved at udbyde denne til en ekstern leverandør - en besparelse på 1.481.261 kroner. Men da alle tre service-områder skal enten udbydes eller holdes hjemme, er der ingen samlet gevinst at hente for byrådet på driftsbudgettet, forklarer borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

- "Service" er at betragte som en skammel på tre ben. Du kan ikke pille det ene ben af og blot udlicitere det. Så står skamlen og rokker. De tre områder hører grundlæggende under samme paraply med samme ledelse og struktur, siger han.

Og i det store hele har Lolland Kommune altså en ganske stabil skammel at stå på, lyder analysen.

"Det er yderst sjældent, at en løsning med eget personale er så konkurrencedygtig i forhold til eksterne priser, som det viser sig at være i Lolland Kommune", skriver Dansk Servicerådgivning.

Samlet set er det Dansk Servicerådgivnings opfattelse, at Lolland Kommune bruger 57.784.681 kroner på de tre områder ved selv at klare opgaverne, mens det ville koste 61.146.171 kroner at udlicitere de tre områder til eksterne leverandører.

Holger Schou Rasmussen (S) er godt tilfreds med analysens resultater.

- Konsulenten fra Dansk Servicerådgivning var dybt imponeret. Han lever af at kigge på kommuner med henblik på at udlicitere områder. Og han siger, at der er ikke noget, vi kan udlicitere her for at få en gevinst ud af det, fortæller borgmesteren.

- Samlet set har vi, siden vi etablerede "Service og Bygninger" for seks år siden, sparet 15 millioner kroner ved at effektivisere og få bedre strukturer på det her område. Blandt andet har vi samlet pedelfunktioner på skolerne, forklarer borgmesteren.

Han forklarer, at eksterne leverandører jo også skal regne en profit med i deres priser, når de byder ind på en licitation. Lolland Kommune skal blot løse opgaven uden at tjene penge på det og er derfor konkurrencedygtig.

- Vi blev i økonomiudvalget enige om, at vi vil følge det her tæt og få lavet en rapport hvert fjerde år. Det er vigtigt, at området kører driftsikkert og inden for en økonomisk ramme, som vi kan tillade os at vise frem i forhold til andre. Det synes jeg absolut, vi kan.