Lokal gymnasieelev var barn i Syrien: - Håbet er et land, hvor man ikke fængsles for at ytre sig

Da Bana Zukari gik i 2. klasse, lukkede hendes skole i hovedstaden Damaskus i en længere periode. I stedet skulle den huse internt fordrevne syrere, og det var første gang, at den unge pige for alvor mødte krigen på nært hold.

Men der var nu alligevel andre ting, som hun havde undret sig over. Blandt andet sang børnene hver morgen den syriske nationalsang, som lovpriste præsidenten Bashar al-Assad.

Hun havde også hørt om et barn, der var blevet fængslet efter at have talt grimt om præsidenten. Hun forstod ikke, hvem han egentlig var. Men hjemmefra lærte hun, at man generelt ikke talte højt om ham, uanset hvor uenig man så måtte være.

I dag er hun 18 år og går på Nykøbing Katedralskole. Generelt følger hun med i, hvad der sker i hjemlandet, men i de seneste dage har hun åbnet for nyhederne særligt ofte. Syrere verden over er nemlig i disse dage vidner til en historisk begivenhed - nemlig enden på årtier med diktatur.

Præsidenten flygtede

Regimet er faldet sammen som et korthus, efter at oprørere stort set uden modstand har sendt præsidenten på flugt i en overraskelsesoffensiv.

Lørdag lykkedes det for én af oprørsbevægelserne at overtage fire større byer, og natten til søndag gjaldt det Damaskus.

Puk Damsgård har som korrespondent for Danmarks Radio fulgt revolutionen og borgerkrigen siden dens begyndelse i 2011, og hun beskriver dens begyndelse således i en artikel på DR:

- I 2011 begyndte en fredelig og folkelig revolution mod Assad-styret, som slog brutalt ned på sin egen befolkning, og det endte i en 13 år lang, blodig borgerkrig, hvor oprøret til tider kontrollerede større områder og dele af byer men aldrig fik succes med at fjerne regimet, fordi Assad fik afgørende hjælp fra Iran og Rusland.

Far blev taget til fange

Bana Zukari fornemmede tydeligt som barn, at der var spændinger mellem folket og præsidenten. Hendes far ejede en forretning og var tvunget til at male det syriske flag på døren for at vise sin støtte til regimet. Også selvom han var modstander.

I 2014 rykkede bombardementerne tættere på Damaskus, og Bana Zukaris mor var ikke længere tryg ved at sende sine tre børn i skole. Fjerne slægtninge var taget til fange af regimet, og hendes mors fætter blev dræbt i et bombeangreb.

Hendes egen far blev også taget til fange. Men forinden havde han sørget for penge til, at moderen kunne flygte med de tre børn.

Så det gjorde de. De flygtede.

Igennem farlige bjergpas

Igennem den syriske grænse, hvorfra de kom med en bus til storbyen Aleppo i nord, hvorfra de vandrede i flere timer på en ganske farlig vej over bjergene til Tyrkiet. Herfra blev de hentet af en bil og opholdt sig i Tyrkiet, indtil de kunne komme med en fiskekutter til Grækenland. De fik at vide, at de kunne risikere deres liv ved på rejsen og blev derefter stoppet ind i et lille kammer.

Fra Grækenland rejste de til Italien med falske pas, som de havde købt af menneskesmuglere. Og Bana Zukari var bange. Hun var blot otte år og forstod stadig ikke, hvad formålet var med den lange rejse.

Da de endelig nåede til Sandholmlejren, troede hun, at de var på en slags ferie. Men med tiden flød følelserne mere over i en stor forvirring. Samtidig følte hun sig skyldig. For hun var i sikkerhed, men det var resten af familien ikke.

Ikke råd til elektricitet

Men efterhånden som hun blev ældre, blev hun klar over, hvad hun var reddet fra.

- Voksede man op som dreng i Syrien, var man sikker på at blive tvunget til værnepligt, så snart du fyldte 18 år. Han skulle risikere sit liv for noget, han ikke troede på, og han kunne ikke forlade landet. Mange familier er blevet splittet, fordi folk er blevet fængslet. Eller er flygtet. Og landets økonomi er enormt dårlig på grund af de mange internationale sanktioner. Blandt andet var der i lange perioder slukket for elektriciteten. For det havde landet simpelthen ikke råd til, forklarer hun.

Søndag morgen talte Bana Zukari med sin fætter i Syrien, og han var lykkelig. En gengældt eufori florerer igennem landet, og ingen orker helt at tænke over fremtiden, hvor usikker den end er. Ingen ved endnu, hvor magten kommer til at ligge.

- Men alle håber på et Syrien, hvor de kan være fri. Hvor folk ikke bliver fængslet for at ytre sig. Det her er en sejr over diktaturet. Og selvom oprørerne består af flere forskellige grupper, så er det min opfattelse, at de kæmper for et fælles mål. Og det er frihed for alle.

Bana Zukaris far slap ud af fængslet med hjælp fra familiemedlemmer og kom siden til Danmark og Nykøbing, hvor familien bor i dag.