SE VIDEOEN ▶️

Beboere i Radbjerg fortæller, at drømmen om fred og ro på landet er blevet afløst af rystelser, støj og tunge lastbiler tæt forbi vinduerne. Fotos: Kristoffer Lindegaard

De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen

Beboere i Radbjerg fortæller om rystelser, støj og lastbiler tæt forbi husene. Flere oplever, at den smalle landsbyvej slet ikke kan bære trafikken.

Offentliggjort Sidst opdateret
En stor lastbil passerer gennem Radbjerg, hvor flere beboere mener, at den smalle landsbyvej slet ikke er skabt til den tunge trafik. Foto: Kristoffer Lindegaard

De troede, de havde fundet roen.

En lille landsby. En smal landevej. Marker, stilhed og den fred, mange drømmer om, når de flytter på landet.

Men i Radbjerg oplever flere beboere nu noget helt andet.

Her fortæller de om tunge lastbiler, der kører gennem den lille landsbyvej. I perioder så ofte, at beboerne beskriver det som pendulfart.

Det virker, som om lyset bliver slukket i halvandet sekund, når der kører en lastbil forbi.

Ronald Jensen, Radbjerg

- Jeg har ikke noget imod tung trafik. Det er mængden og størrelsen, der er problemet. I perioder kører de nærmest i pendulfart, siger Ronald Jensen.

Han bor på Radbjergvej, hvor trafikken går til og fra et område med både svinelandbrug og stenknuseri.

Ifølge beboerne er vejen alt for smal til den trafik, der nu kører gennem landsbyen.

- Man har fuldstændig tilsidesat hensynet til beboerne og området, siger Ronald Jensen.

Når lyset forsvinder i stuen

Ronald Jensen oplever, at de tunge lastbiler kører så tæt forbi hans hus, at de kortvarigt skygger for lyset i stuen. Foto: Kristoffer Lindegaard

Hos Ronald Jensen mærkes lastbilerne helt inde i huset.

Når solen står lavt om vinteren, er køretøjerne så store, at de kortvarigt skygger for lyset i stuen, når de passerer.

- Det virker, som om lyset bliver slukket i halvandet sekund, når der kører en lastbil forbi. Lastbilerne er længere end mit hus og højere end min stue, siger han.

For ham handler sagen ikke kun om støj.

Den handler også om følelsen af hele tiden at skulle være på vagt.

- Man forventer fred og ro på en lille landevej i en lille landsby. Men man går hele tiden og ser sig tilbage, fordi der kommer lastbiler hele tiden, siger Ronald Jensen.

70 lastbiler på en nat

Ifølge Ronald Jensen er problemet ikke kun trafikken i dagtimerne.

- En nat talte jeg 70 lastbiler, siger han.

Han fortæller samtidig, at der ifølge ham ikke er egentlige vigepladser på den omkring fire kilometer lange strækning.

Derfor må lastbilerne finde plads, hvor de kan, når de møder modkørende trafik.

Rikke Schwegler og Bernhard Schwegler bor tæt på den smalle landsbyvej. De beskriver trafikken som utryg og fortæller, at det både skygger og vibrerer, når de store køretøjer passerer. Foto: Kristoffer Lindegaard

- De holder ind på private ejendomme for at kunne komme forbi hinanden. Det har de også gjort hos mig, siger Ronald Jensen.

Han har derfor sat træstubbe ud for at beskytte sin egen indkørsel.

Skygger og vibrerer

Rikke Schwegler og Bernhard Schwegler bor også tæt på vejen i Radbjerg.

- Trafikken vokser hvert år og bliver tungere og tungere, siger Rikke Schwegler.

Deres hus ligger tæt på vejen. Derfor mærker de tydeligt, når de store køretøjer passerer.

- Det virker utrygt, når de er så store og har den hastighed, de har, siger hun.

Gitte Hansen og Lars Hansen bor i huset i baggrunden, der ligger helt ud til vejen. De fortæller de, at rystelser, støj og tung trafik har fået dem til at overveje, om de kan blive boende. Foto: Kristoffer Lindegaard

Når de sidder inde i huset, er trafikken ikke til at lukke ude.

- Det skygger, og det vibrerer, siger Bernhard Schwegler.

Drømmen om landet revner

For Gitte Hansen og Lars Hansen har trafikken sat sig dybt i hverdagen.

De flyttede ikke til Radbjerg for at bo med tung trafik tæt forbi huset.

- Vi troede, at vi skulle bo her, til vi blev gamle. Men vi har faktisk snakket om at sælge, hvis det kunne lade sig gøre, fordi vi simpelthen ikke kan holde til det, siger Gitte Hansen.

Hun fortæller, at lastbilerne i perioder kører næsten hvert tiende minut.

- Det har været voldsomt stigende de senere år, og køretøjerne bliver gradvist større og større. Vi mærker det både som rystelser og støj, siger hun.

Ifølge Gitte Hansen handler frustrationen også om, at beboerne ikke føler sig hørt.

- Kommunen har ikke rigtig hørt, hvad vi har sagt og skrevet til dem. Vi har været bekymrede for vejnettet, siger hun.

Vil ikke lukke virksomheden

Beboerne understreger, at de ikke er ude på at stoppe virksomheden på Radbjergvej 16.

De vil have trafikken væk fra den lille landsbyvej.

- Det er ikke fordi, vi vil nedlægge virksomheden. Han må gerne have sin industri. Men trafikken burde køre en anden vej, når køretøjerne er blevet så store, og trafikken er blevet så voldsom, siger Gitte Hansen.

Hun mener, at kommunen burde have set på, om vejen overhovedet kan holde til den tunge trafik.

- Man burde have vurderet, om infrastrukturen kan bære sådan en trafik. Det mener vi ikke, den kan, siger hun.