Tung trafik kører gennem Radbjerg, hvor flere beboere mener, at vejen er alt for smal til de store køretøjer. Foto: Kristoffer Lindegaard
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Flere beboere advarede allerede i 2021 om tunge lastbiler, smalle veje og rystelser i Radbjerg. Nu er en ny sag om asfaltknusning sat på pause, mens kommunen undersøger trafikken.
Om en hverdag, hvor drømmen om fred og ro på landet er blevet afløst af en dagligdag med tung trafik tæt forbi vinduerne.
Det er ikke fordi, vi vil nedlægge en virksomhed. Men trafikken burde køre en anden vej, når køretøjerne er blevet så store, og trafikken er blevet så voldsom.
Gitte Larsen, Radbjerg
- Man forventer fred og ro på en lille landevej i en lille landsby. Men man går hele tiden og ser sig tilbage, fordi der kommer lastbiler hele tiden, siger Ronald Jensen.
Og bekymringen er ikke ny, da kommunens egne akter viser, at beboere i Radbjerg allerede i 2021 advarede om tunge køretøjer, smalle veje og trafik tæt på husene.
Annonce
Nu frygter de, at det kan blive endnu værre.
Ronald Jensen har engageret sig i sagen om den tunge trafik i Radbjerg og mener, at kommunen burde have set på den samlede belastning for landsbyen langt tidligere. Foto: Kristoffer Lindegaard
For selv om der allerede kører lastbiler gennem Radbjerg til landbrug og godkendt nedknusning af materialer på Radbjergvej 16, har virksomheden også søgt om at få lov til at knuse asfalt.
Den sag har Guldborgsund Kommune sat på pause, mens kommunen undersøger trafikken.
Hvis vejen allerede er presset i dag, hvad sker der så, hvis der kommer endnu mere tung trafik?
Køkkenet rystede
En af dem, der allerede i 2021 advarede kommunen, var Rikke Schwegler.
Hun skrev dengang til kommunen, at trafikken til og fra Radbjergvej 16 havde betydet “rigtig mange, meget tunge og store lastbiler”.
Rikke Schwegler og Bernhard Schwegler advarede allerede i 2021 kommunen om tunge lastbiler, små veje og rystelser i huset. Foto: Kristoffer Lindegaard
Hun beskrev også, hvordan de store køretøjer kørte forbi vinduerne, og hvordan hele køkkenet rystede.
Det er den samme oplevelse, hun beskriver i dag.
- Det vokser år efter år og bliver tungere og tungere, siger Rikke Schwegler.
Annonce
Hun og Bernhard Schwegler bor tæt på vejen. Derfor kan de ikke lukke trafikken ude.
- Det skygger, og det vibrerer, siger Bernhard Schwegler.
I henvendelsen fra 2021 stillede hun et spørgsmål, som flere beboere stadig stiller i dag.
Burde tung industri ikke ligge et sted, hvor vejnettet er tilpasset tung trafik?
Føler kommunen har kigget væk
For beboerne er frustrationen ikke kun den tunge trafik.
Det er også oplevelsen af, at advarslerne har ligget hos kommunen i årevis, uden at problemet er blevet løst.
Lars Hansen og Gitte Hansen har i flere år bedt kommunen se på den tunge trafik tæt forbi deres hus i Radbjerg. Foto: Kristoffer Lindegaard
Allerede i 2021 skrev naboer om små veje, rystelser, tunge lastbiler og ønsket om en vej uden om Radbjerg.
Alligevel kører lastbilerne stadig gennem landsbyen.
- Kommunen har ikke rigtig hørt, hvad vi har sagt og skrevet til dem, siger Gitte Hansen.
Annonce
Ronald Jensen mener, at kommunen i årevis har kigget for snævert på sagen og ikke taget den samlede belastning alvorligt.
- Man har fuldstændig tilsidesat hensynet til beboerne og området, siger han.
Overvejer at sælge
I 2022 skrev Lars Hansen og Gitte Hansen også til kommunen.
De forklarede, at de som nærmeste naboer var påvirket af den tunge trafik.
Ifølge deres henvendelse kørte traktorer og lastbiler forholdsvis stærkt forbi huset, og nogle traktorer var så brede, at hjulene kørte i rabatten meget tæt på huset, der er fra 1888.
Sagen kort
2021 Flere beboere i Radbjerg advarer kommunen om tung trafik, smalle veje og rystelser i forbindelse med nedknusning af materialer på Radbjergvej 16.
2022 Lars Hansen og Gitte Hansen skriver igen til kommunen og beder om, at der bliver set på vejforholdene. Kommunen svarer, at trafik ikke indgår i miljøgodkendelsen af landbrug.
2026 Virksomheden søger om også at få lov til at knuse asfalt. Beboerne frygter, at det kan give endnu mere tung trafik gennem Radbjerg.
Juni 2026 Guldborgsund Kommune sætter asfaltsagen på pause, mens trafikken undersøges. En trafiktælling viser ifølge kommunen i gennemsnit 22 tunge køretøjer i døgnet og 32 på den mest belastede dag.
Nu Beboerne vil have kommunen til at se på den samlede trafik fra landbrug, vognmand og nedknusning af materialer.
Lars Hansen og Gitte Hansen bad derfor kommunen om at se på vejforholdene. De foreslog blandt andet en vej uden om husene eller en form for fartbegrænsning.
I dag fylder trafikken så meget, at de har talt om at flytte.
- Vi troede, at vi skulle bo her, til vi blev gamle. Men vi har faktisk snakket om at sælge, hvis det kunne lade sig gøre, fordi vi simpelthen ikke kan holde til det, siger Gitte Hansen.
Hun understreger, at de ikke ønsker at lukke virksomheden på Radbjergvej 16.
Annonce
- Det er ikke fordi, vi vil nedlægge en virksomhed. Men trafikken burde køre en anden vej, når køretøjerne er blevet så store, og trafikken er blevet så voldsom, siger Gitte Hansen.
32 tunge køretøjer på en dag
Her i 2026 er trafikken igen blevet et tema hos Guldborgsund Kommune.
Kommunen har holdt møde med Henrik Larsen, der står bag virksomheden på Radbjergvej 16.
Forud for mødet bad kommunen ham komme med et bud på den samlede trafik fra både landbrug, vognmand og stenknuseri.
Annonce
Af kommunens referat fremgår det, at ansøgningen om asfaltknusning er sat på pause, fordi kommunen vil undersøge de trafikale forhold.
Kommunen har også lavet en trafiktælling på Radbjergvej.
Ifølge referatet viste målingen i gennemsnit 22 tunge køretøjer i døgnet. På den mest belastede dag blev der målt 32 tunge køretøjer.
Skal se på det hele
På mødet blev der også talt om de såkaldte kumulative effekter.
Annonce
Det betyder i almindeligt sprog, at kommunen ikke kun skal se på den nye asfaltsag for sig selv. Kommunen skal også se på, hvordan den spiller sammen med det, der allerede foregår i området.
For beboerne er det netop sagens kerne.
Mens aktiviteterne behandles i forskellige spor, oplever de trafikken som én samlet belastning på den smalle vej gennem Radbjerg.
- Man burde have vurderet, om infrastrukturen kan bære sådan en trafik. Det mener vi ikke, den kan, siger Gitte Hansen.
Seneste artikler
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Alt for stærkt: Nu skal bilisten prøve igen
Så meget skal Lalandia-manden betale til sine ofre
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted