Lolland er allerede et militært mål, siger Holger Schou: - Man kan ikke have fine fornemmelser

Arkivfoto: Ingrid Riis

Lolland kan blive hjemsted for både krigsskibe og missilforsvar – men beslutningen ligger hos regeringen, siger borgmesteren.

Offentliggjort Sidst opdateret

I denne uge havde Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), besøg af statsminister Mette Frederiksen (S) til en snak om mulige kommende arbejdspladser i Lolland Kommune.

Og snakken drejede sig blandt andet om muligheden for, at Lolland kan blive et sted, hvor det kan lade sig gøre at etablere arbejdspladser i forsvarsindustrien - herunder byggeri af krigsskibe.

Samtidig afviser Holger Schou Rasmussen heller ikke, at Lolland kan blive stedet, hvor et kommende midlertidigt jordbaseret luftforsvar, som Danmark med al sandsynlighed skal have.

Jakob Clod Asmund, der er militæranalytiker ved Center for Luft- og Rumoperationer og Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet, har tidligere fortalt til Folketidende, at det ikke nødvendigvis skal være på Lolland eller Falster, at luftforsvarssystemet ville kunne placeres, men han kunne heller ikke udelukke, at det kunne blive her.

Holger Schou Rasmussen understreger dog, at det slet ikke er op til ham at beslutte, om Lolland eventuelt skal være det sted, hvor det ville skulle placeres.

- Det overlader jeg fuldstændig til regeringen. Sådan som verden ser ud, så er det dem, der skal beslutte, hvor det danske forsvar bedst bliver opbygget, og hvor man bedst placerer et missilforsvar, siger han:

- Vi er jo en grænseregion, og vi ligger jo ved Østersøen, så jeg kan godt se, at vi kan være i spil, men det vigtige er, at det bliver placeret de rigtige steder, og der skal vi ikke stå og sige, at vi ikke vil have det her.

Allerede et mål

Hvis Lolland skulle ende med at blive stedet for byggeriet af krigsskibe og man eventuelt samtidig ville have placeret et luftforsvarssystem, så ville det potentielt også kunne øge risikoen for, at Lolland ville kunne blive et militært mål.

Men det spiller tilsyneladende ikke ind i Holger Schou Rasmussens overvejelser.

- Lolland er sådan set allerede et militært mål med Femernbyggeriet. Infrastruktur er noget af det første, man forsøger at smadre, siger han:

- Jeg tænker, at man skal se der her som et signal om, at vi er nødt til at passe på os selv i verden, som den nu engang ser ud. Og hvis vi ingen tænder har, så kan vi heller ikke bide overhovedet. Og det vigtigste er at vise, at man har tænder, så der ikke er nogle, der forsøger at gå til angreb.

For en måned siden udtalte Mette Frederiksen til TV 2, at hun ikke kan afvise, at Danmark på sigt kan komme til at huse atomvåben.

Og her er linjen hos Holger Schou Rasmussen den samme som med hensyn til luftforsvarssystemerne.

- Om det er missiler eller atomvåben, det er det samme, siger han:

- Det der med at have fine fornemmelser om, at man ikke vil have det i Danmark, det kan man ikke have.

På nuværende tidspunkt er det dog overhovedet ikke et scenarie, der arbejdes med, fortalte Mette Frederiksen til TV 2.