Massiv mangel: Nu kan du skære 10 måneder af lokal uddannelse

På Bispegade i Nykøbing kan man uddanne sig til Fængselsbetjent. Det behøver ikke længere omkring tre år, da en meritordning nu er en realitet. Arkivfoto: Asger Andersen

Det kan nu tage væsentlig kortere tid at blive fængselsbetjent i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved Nørre Alslev ligger Danmarks mest sikrede fængsel, 252 pladser er har det store Storstrøm Fængsel, som åbnede tilbage i 2007.

Hvis du vil have et arbejde på den anden side af de tykke mure, er det nu blevet nemmere, i hvert fald hvis du blandt andet er pædagog eller sygeplejerske.

En ny meritordning er en realitet, og det betyder, at der kan skæres 10 måneder af den omkring 3 år lange uddannelse, hvis man er en egnet til ordningen. En uddannelse man blandt andet kan tage i Nykøbing.

- Jeg er utrolig glad for, at vi med den nye merituddannelse kan tilbyde potentielle elever med en anden stærk faglighed et attraktivt alternativ i kriminalforsorgen. Erfaring fra andet erhverv eller uddannelse vil skabe en endnu større faglig bredde i vores fængsler og arrester, siger direktør i Kriminalforsorgen, Ina Eliasen, i en pressemeddelelse.

Jeg håber, at den nye merituddannelse kan være med til at tiltrække endnu flere engagerede mennesker til faget

Peter Hummelgaard (S), justitsminister

Alt for få

For at komme i betragtning til uddannelsen kræver det, at ansøgerne har en relevant erfaring fra deres tidligere uddannelse, og der er ifølge direktøren for Kriminalforsorgen behov for flere betjente i de danske fængsler.

- Vi er fortsat udfordret på bemanding, og jeg håber, at der er flere, der kan se sig selv i jobbet og vil være med til at skabe tryghed i Danmark og løfte vores vigtige samfundsopgave. Vi glæder os til at byde de nye elever velkommen, siger Ina Eliasen

Artiklen fortsætter under fakta-boksen.

Fængselsbetjent-uddannelsen

Uddannelsen til fængselsbetjent tager i alt tre år. 

I de tre år veksles der mellem undervisning på vores skoler og praktik i et fængsel eller en arrest. 

I løbet af uddannelsen er man i praktik på mindst én anden institution ud over den institution, man er fast tilknyttet. Derudover er skal man have prøvet at arbejde i både en arrest, et åbent fængsel og et lukket fængsel. 

Hvilke uddannelser der kan give merit

Politibetjent

Officer i Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen

Sergent, korporal og konstabel i Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen

Politikadet

Medarbejder på sikret institution

Socialrådgiver - Pædagog

Pædagogisk assistent

Ambulanceredder

Sygeplejerske

SOSU-assisent

SOSU-hjælper

Pædagogmedhjælper eller pædagogisk medarbejder på eksempelvis sikret institution

Gadeplanmedarbejder

Misbrugskonsulent

Institutionsmedarbejder (eksempelvis i psykiatrien eller kriminalforsorgen)

Anstaltsbetjente (Grønland)

Kilde: Kriminalforsorgen

Også justitsminister, Peter Hummelgaard (S), ser positivt på det nye tiltag.

- Jeg håber, at den nye merituddannelse kan være med til at tiltrække endnu flere engagerede mennesker til faget, så vores dygtige fængselsbetjente kan få nogle flere kolleger - det er der hårdt brug for, siger justitsministeren i pressemeddelelsen.

Ansøgningsfristen til næste optag på fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing er 16. oktober. For at komme i betragtning til merituddannelsen kræver det, at ansøgeren har en relevant uddannelse og erhvervserfaring.

Lige nu kører DR-serien 'Huset' om fængselsbetjentes brutale hverdag i det nu lukkede Vridsløselille Statsfængsel. Det er en serie, som fængselsbetjent og tillidsrepræsentant i Storstrøm Fængsel, Jesper Dalbye, var "mere eller mindre rystet over," efter han havde set første afsnit

Læs hvorfor her.