Udenlandsk hund skabte undren på Lolland

Denne hund mangler sin ejer. Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Politiet søgte efter ejeren til en hund, der blev fundet på Lolland i begyndelsen af juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Hvem mangler en hund?

Det spørgsmål stillede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter en større hanhund virkede til at være blevet efterladt på Lolland.

1. juli opdagede nogle borgere hunden, der strejfede rundt på Øllebøllevej nær Øster Ulslev, hvor den viste stor interesse for nogle høns.

Udenlandsk chip

Over to uger senere var der stadig ingen, der havde henvendt sig til politiet omkring den forladte vovse. Det fortalte Lars Slente, der er politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Den har ingen dansk chip, men vi kan se, at den har en udenlandsk chip, siger han og fortsætter:

- Vi gør det som standard, hvis vi kan se, det er en dansk ejer, så ringer vi til dem, der er registreret ejer i Dansk Hunderegister. Men vi kommer ikke til at efterforske videre i udlandet. Når det er en udenlandsk chip, er det ikke noget, vi dykker dybere ned i, forklarer Lars Slente og fortæller, at politiet ikke har nogen teori om, hvordan den er havnet på Lolland.

Politiet havde lagt billeder af hunden op på en række af sine facebooksider i håbet om at nå ud til ejeren.

Her var der flere, der pegede på, at hunden er af racen Shar Pei. Men det er ikke noget, Lars Slente har nogen viden om.

På internat

Hunden blev indfanget 1. juli og har siden da været på internat.

- De opbevarer den der, hvor den også bliver tilset. Her tjekker de, hvordan den har det mentalt og fysisk.

Lars Slente ved ikke, hvor længe en eventuel ejer har til at melde sig på banen.

- Men den bliver ikke der i flere måneder. Det vil typisk være, at man tager en vurdering af dens mentale og sundhedsmæssige tilstand. Så kan den eventuelt blive adopteret, hvis man mener, den er sund og rask til det, siger han og slår fast, at man naturligvis håber på, at hund og retmæssig ejer bliver genforenet.

- Vi håber, nogen kan genkende den ud fra billedet. Og så vil vi selvfølgelig opfordre til, hvis man ved, hvem der ejer hunden, eller hvor den bor henne, så må man meget gerne ringe til os på 114, lyder det fra politikommissæren.

Det forlyder nu, at ejerne af hunden har givet sig til kende og har fået hunden tilbage igen.