VÆLGERE VED VANDKANTEN: DET SKAL DET KOMMENDE FOLKETING FOKUSERE PÅ

Folketidende er taget på tur rundt langs Lolland og Falsters kystlinje for at få borgernes bud på, hvad politikerne på Christiansborg burde fokusere på i den kommende valgperiode. Her er vi nået til Kramnitze. Foto: Hanne Gaard Guldager

Her på Lolland-Falster har vi sammen med andre dele af Danmark fået betegnelsen Udkantsdanmark. Og ja, det er da også rigtigt, at vi ligger i de yderste egne af kongeriget. Men i virkeligheden ville det være mindst lige så betegnende at kalde os for Vandkantsdanmark, for er der noget, vi har på Lolland-Falster, er det kystlinje. Omkring 600 kilometer faktisk. Derfor har Folketidende i anledning af valget på tirsdag taget turen rundt langs Lolland og Falsters kyst for at høre, hvad man her mener, at Christiansborg burde fokusere på de kommende fire år - set med vores briller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hesnæs - ikke jern og guld, men gode hjerner

Valgturen rundt langs kysten på Falster og Lolland begynder i et af Falsters særdeles smukke områder - Hesnæs.

Endnu er der fredeligt i den lille havn, men i bageriet og spisestedet i det gamle garnhus er Yvonne Melchior og hendes kolleger, bager Alexander K. S. Johannesen og kokkeelev Mathias Lorentzen, godt i gang med at gøre klar til at tage imod de første gæster på jagt efter brød, kage og friske æg, da vi kigger ind.

Yvonne Melchior klar med lækre flødeboller i bageriet på Hesnæs Havn. Foto: Hanne Gaard Guldager

Yvonne er klar i mælet om, hvad hun mener, at Christiansborg-politikerne bør fokusere på efter valget.

- De udsatte børn og unge. De skal have noget hjælp, så de kommer godt videre. Børnene er vores fremtid, så dem skal vi gøre noget for, siger hun.

- Vi har ikke jern og guld, men vi har gode hjerner, så dem skal vi satse på.

Kokkeelev Mathias Lorentzen, der selv er under uddannelse på Celf i Nykøbing, er i fuld gang med at preppe grøntsager til dagens serveringer - også han har fokus på unge. Navnlig på deres uddannelsesvalg.

- Vi skal have flere unge ind på erhvervsuddannelser, for der mangler folk på de uddannelser og til jobbene bagefter. Det er noget, hvor vi kan bidrage til samfundet og til at løse en større opgave. Vi skal have flere til at vælge erhvervsuddannelserne til, siger han.

Kokkeelev Mathias Lorentzen er i fuld gang med grøntsagerne. Foto: Hanne Gaard Guldager

Alexander K. S. Johannesen, der har været med siden starten i Hesnæs Havn, konstaterer med et smil, at der ikke så meget, der "kan få mit pis i kog", men den 27-årige bager peger på, at man er nødt til at gøre noget ved besparelserne i psykiatrien.

- Jeg kører med brød til Nykøbing, og den ene dag hørte jeg i radioen om en pige, der havde været fire måneder på en venteliste. Det er ikke i orden, siger han.

Alexander K. S. Johannesen har travlt i bageriet. Foto: Hanne Gaard Guldager

Lidt længere oppe af Hesnæs Strand møder Folketidende Sundby Børnehus, der er på tur.

Pædagogerne Charlotte og Carina og pædagogmedhjælper Anastasia er sammen med en livlig flok børnehavebørn klar til en dag på stranden. Netop sådan en tur er det vigtigt, at der også fremover er ressourcer til at tage, påpeger de. Derfor skal der være fortsat politisk fokus på antallet af medarbejdere i vuggestuer og børnehaver.

- Det er vigtigt, at man får set på, hvor meget personale der er i daginstitutionerne, fastslår Charlotte.

Sundby Børnehus på tur på Hesnæs Strand. Foto: Hanne Gaard Guldager

Energi i Elkenøre

Turen går videre ned ad den falsterske kyst gennem en skov klædt i smukke efterårsfarver. Næste stop er en af de mange skønne strande på kysten, nemlig Elkenøre Strand.

Her er Marie Christensen ude for at lufte sin schæfer Fido, og han er ret godt tilfreds med at kunne give den gas på stranden, mens "mor" Marie taler om, hvad politikerne bør tage fat på efter valget.

Schæferhunden Fido på strandtur med Marie Christensen. Foto: Hanne Gaard Guldager

Marie Christensen deler den bekymring, som mange danskere har for de stigende elpriser, og så er vedvarende energi en nødvendighed på politikernes dagsorden.

- Der skal udvikles mere i forhold til vedvarende energi, solenergi. Vi skal have opstillet flere havvindmøller og etableret flere solcelleparker, og vi skal gøre noget for at overvinde krisen, siger hun og peger på behovet for at gøre noget ved de tårnhøje energipriser, som rammer danskerne i øjeblikket.

- Selv med to gode fuldtidsindtægter kan mange have svært ved at få det til at hænge sammen. Og så skal skattelettelserne ikke kun gå til de rige, men også til dem, der forsøger at få det hele til at lykkes.

Hesnæs - en morgen sidst i oktober. Foto: Hanne Gaard Guldager

Gedser - pokkers vigtigt med lokale politikere

Fra Elkenøre fører vejen videre ned gennem de store sommerhusområder. En dag i slut-oktober er fredeligt vist det ord, der bedst betegner området. Efter efterårsferien er slut, har roen lagt sig i sommerhusområdet.

Kursen sættes derfor mod Danmarks sydligste by, Gedser, for at få et bud på, hvad man her tænker, at Christiansborg burde fokusere på.

Svend Sander-Bjerge foran DanPilot i Gedser. Foto: Hanne Gaard Guldager

På havnen i Gedser ligger virksomheden DanPilot, som varetager lodsopgaven for staten i forhold til de skibe, der sejler gennem dansk farvand og ønsker en lods ombord. Folketidende stikker hovedet inden for og møder Svend Sander-Bjerge, som er lods og tidligere har sejlet langfart.

Han peger på lokale arbejdspladser som et indsatsområde for politikerne efter valget.

- Der er behov for at fastholde og skabe flere arbejdspladser. Nu har vi byggeboom med Femern og Storstrømsbroen, så jeg håber, at man kan fastholde det, særligt på Lollandssiden, hvor man kan se, at mange byer er hårdt ramt, og der er butiksdød. Vi har mange dygtige mennesker hernede, men der skal være fokus på det, siger han og peger derfor også på, at det er vigtigt, at der er lokale politikere repræsenteret på Christiansborg efter valget.

- I min optik er det pokkers vigtigt at få dem derind. At der er nogen, der løbende har fokus på Lolland-Falster, så man ikke bare bliver glemt.

På arbejde er også kollegaen Morten, der står for at sejle lodserne ud til skibene, samt Per Vilsen, der også er lods og fra Jylland, men har kommet i Gedser i mange år. De peger begge på behovet for at støtte op om udviklingen i Gedser som Danmarks sydligste punkt.

- Jeg kan jo se, hvor meget der har været her tidligere, som er lukket. Men Gedser kunne jo godt være en pendant til Skagen, siger Per Vilsen.

Ude på havnen går Jack Penther og arbejder. Han er sikkerhedsinspektør hos Aarsleff. Oprindeligt er han fra Nakskov, men bor nu i Brøndby. Han peger på, at forskning i grønne energikilder skal prioriteres, for den grønne energi er et altafgørende fokusområde fremadrettet. Blandt andet skal der sættes flere vindmøller op.

-  Vi har det hele hernede på Lolland-Falster. Vi har masser af vind til at skabe energi. Kystlinje og godt med blæst. Lolland-Falster har givet meget blandt andet med møllerne ved Rødsand. Hvis der var lige så mange vindmøller i resten af landet, som der er her, tror jeg, at vi var tættere på mål.

Fra arbejdshavnen rykker vi videre til lystbådehavnen, hvor Brian Nielsen og Bo Rygaard, der er teknisk servicemedarbejdere i Guldborgsund Kommune, har rundet legepladsen for at lave lidt småreparationer. De peger på en række ting, som politikerne kunne tage fat på efter et valg. Også de håber på flere lokale valgte i Folketinget, så der kommer mere fokus på Lolland-Falster.

Brian Nielsen og Bo Rygaard, der er teknisk servicemedarbejdere i Guldborgsund Kommune, har rundet legepladsen for at lave lidt småreparationer. Foto: Hanne Gaard Guldager

- Vi har brug for lokale kandidater. Der er for mange fra Sjælland. Vi skal have flere hernede fra.

Og så peger Brian Nielsen på afgifterne.

- Jeg kunne godt tænke mig at beholde lidt flere af mine egne penge. Jeg betaler min skat med glæde, men der er nu høje afgifter på rigtig mange ting; sukker, energi, biler. Mange af vores afgifter er højere end hos dem, vi konkurrerer med. Det burde være mere ens.

Kristian Spanggaard har været havneassistent i syv måneder i Gedser. Foto: Hanne Gaard Guldager

Længere inde i lystbådehavnen ligger havnekontoret, hvor havneassistent Kristian Spanggaard holder til. Han har været 20 år på Carlsberg, men har nu arbejdet som havneassistent i syv måneder. Også han nævner behovet for at skaffe flere arbejdspladser til Lolland-Falster. Det kræver, at man ser på rammevilkårene, så det bliver attraktivt at lægge sin produktionsvirksomhed på Sydhavsøerne.

- Der skal fokus på at få skaffet en masse arbejdspladser hertil, så det skal være nemmere for de erhvervsdrivende. For eksempel skal det være nemt at få byggetilladelser. De store vindmøllevirksomheder kan jo lige så godt ligge her, lyder det.

Han håber, at flere lokale kandidater bliver valgt, når der skal stemmes tirsdag. For det vil have betydning.

- Det er vigtigt med nogen, der har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der foregår hernede. Jeg er helt sikker på, at det har betydning med lokale repræsentanter. Nogle, der ved, hvad der rører sig.

Sejleri i Sundby

Efter en tur til det sydligste, hvor arbejdspladser, grøn energi og lokale kandidater står på ønskesedlen, går turen igen nordpå mod Nykøbing og nye vandkantsområder.

Frederik den IX's bro krydses, og det bliver et farvel til Falster i denne omgang.

Destinationen er lige på den anden side af broen - havnen ved Toreby Sejlklub i Sundby ved Føtex.

78-årige Erik Lundvaldt tjekker båden, inden den tages op for vinteren i denne weekend. Foto: Hanne Gaard Guldager

Her er 78-årige Erik Lundvaldt godt i gang med at få tjekket båden, inden den tages op for vinteren i denne weekend. Han er fritidsfisker og har fisket det meste af sit liv.

Han kunne godt tænke sig, at politikerne i den kommende valgperiode kiggede lidt mod fiskeriet og de regler, som fritidsfiskere, bierhvervsfiskere og erhvervsfiskere er underlagt.

Blandt andet lyder reglerne nu sådan, at man som fritidsfisker kun må fange en torsk om dagen, og fra 1. november er det slut med at fange ål helt frem til 31. januar 2023.

- Jeg kunne godt ønske mig, at de satte sig mere ind i det, for de har ikke forstand på det. De burde snakke med fiskerne, ligesom de snakker med landbruget, siger han.

Lolland-Falster er omgivet af vand. Foto: Hanne Gaard Guldager

Guldborg til Hamborg, men ikke med bus

Efter det lille fiskeristop i Sundby fortsætter turen nordover mod Guldborg, som ligger på både Lolland og Falster.

På havnen på lollandssiden møder vi Dexter på syv år, der er ude at gå tur med sin "far". Han peger på Guldborgs stærke sammenhold og meget aktive foreningsliv. Men politikerne har en opgave, lyder det.

- Der er brug for fokus på den offentlige transport til yderområderne. Det er blevet fuldstændig glemt. Vi har en bus i hverdagene i forhold til uddannelserne. Den kører vist tre gange om formiddagen og tre gange om eftermiddagen, og ellers er det flextrans. Man kan ikke bo her i Guldborg uden en bil, hvis man skal nogen steder.

Indenfor i Café Lagunen er Brian Krag, der ejer Lagunen sammen med sin kone, Sabine Rubæk, godt i gang med forberedelserne til dagens måltider til gæsterne. Når han kigger fremad, håber han på, at politikerne vil arbejde på at styrke samarbejdet mellem Lolland-Falster og Nordtyskland, ligesom man kender det fra Øresundsregionen.

- Vi skal have et fælles arbejdsmarked. Det vil styrke landsdelen. Og så skal vi nok kigge helt ned til Hamborg i Tyskland. Om ti år er Hamborg måske Lollands hovedstad, smiler han.

- Det bliver noget helt andet. Måske vælger vi at tage i operaen i Hamborg i stedet for i København eller flyver ud derfra i stedet for København. Der er et meget stort vækstpotentiale i hele området, som vi bør udnytte.

I Café Lagunens køkken er Brian Krag ved at forberede dagens måltider. Foto: Hanne Gaard Guldager

Og så har han i øvrigt en opfordring til politikerne:

- Tag de positive briller på. Det handler mest om at slå hinanden i hovedet. Når de fra Christiansborg slår hinanden i hovedet, så gør byrådet det samme, og så drypper det nedad. Det er ikke gavnligt for noget som helst. Det er jeg træt af.

Kragenæs, klima og kære busser

Med den klare melding fra Guldborg fortsætter valgturen nord- og vestover langs kysten. I jagten på at høre, hvad vælgerne ønsker af de næste fire år, kører vi mod Kragenæs, som ikke bare rummer færgeleje, men også en stor lystbådehavn, camping, købmand og havnegrill.

John Rasmussen i gang med at tømme båden Skylight, som snart skal op for vinteren. Foto: Hanne Gaard Guldager

Godt læsset med en stor, fyldt kuffert støder vi ind i John Rasmussen, der netop har været i gang med at tømme båden Skylight, som snart skal op for vinteren.

Når han ikke lige sejler - og det har der ikke været så meget tid til i år - er han engageret i at styrke lokalområdet som formand for Udviklingsforum Porten til Smålandshavet (UPS).

- Der skal mere fokus på at hjælpe udkantsområderne, for de bliver forsømt. Der er en skævvridning i forhold til demografien. Det er kommet gennem årtier, og det sidder man med nu, siger han.

Han peger på, at man er heldig, at man har en masse frivillige, der trækker et stort læs.

- Vi har mange ildsjæle - dem skal vi understøtte. De laver en masse arbejde for området.

Berit Jensen og Gerda Wael ved billetkontoret for Lolland Færgefart i Kragenæs. Foto: Hanne Gaard Guldager

I billetkontoret for Lolland Færgefart, der fra Kragenæs sejler til Femø og Fejø, stikker vi hovedet ind til Gerda Wael og Berit Jensen. De er enige om, at politikerne er nødt til at kigge på flere ting for at sikre, at området også er attraktivt at bo i fremover.

Det handler blandt andet om lægedækningen i området og om god offentlig transport.

- Der er jo vores kære busser. Her har man ikke en ærlig chance for at møde tidligt, hvis man skal med offentlig transport. Man kan ikke have et arbejde hernede uden at have en bil. Måske kunne vi få en af Københavns mange ruter, lyder det med et skævt smil fra Berit Jensen.

Henning Mogensen er på vej hjem til Fejø efter en tur til Lolland. Foto: Hanne Gaard Guldager

En af dem, som netop har billetteret hos Berit Jensen, er Henning Mogensen, der er på vej hjem til Fejø sammen med vennen Hanne Oustrup. Ingen kan være i tvivl om, hvad han mener, at politikerne skal prioritere - hellere i går end i dag.

- Klimaet. Det er det eneste, der har betydning lige nu. Vi er nødt til at sikre fremtiden og stoppe med at hente al den gas og olie. Og så skal vi sørge for, at det er nemt få en el-bil, siger han, og Hanne supplerer med et smil inde fra bilen:

- Og så skal der være ladestandere på Fejø.

Henning Mogensen fortæller, hvordan han oplevet besværet med at få lov at opstille en vindmølle, og så bliver det svært at komme i mål med den grønne omstilling. Men det skal lykkes.

- Vi skal også have den offentlige transport over på el, og så skal den være langt bedre og billigere. Her passer busserne ikke med færgerne, når han at sige, inden de kører ombord mod Fejø.

En stille dag på havnen i Kragenæs. Foto: Hanne Gaard Guldager

Et stop i Tårs

Med Fejø-færgen sendt afsted, kører vi fra Kragenæs og til endnu et færgeleje. Denne gang står der Tårs på gps'en. Helt ude vestpå venter en god portion biler og lastbiler på at få lov at komme ombord på færgen til Spodsbjerg.

Vingeoperatører på havnen i Tårs. Foto: Hanne Gaard Guldager

Blandt de ventende bilister er Alen, Edin, Julien, Michael, René, John og Jan.

- Er I lokale, spørger den udsendte journalist.

- Nej, men vi har været her i næsten ti måneder, så vi kender det, lyder svaret med et stort smil fra gruppen, som er kollegaer på Vestas og på vej hjem til Jylland efter sidste dag på Lolland i denne omgang.

Over de seneste måneder har vingeoperatørerne skiftevis været en uge på Lolland, hvor de har boet på Hotel Harmonien, og en uge hjemme. De har trænet og supporteret deres kolleger, der skal arbejde på verdens største vinge i Nakskov.

- Der er ikke nok folk, og det er helt nye folk. Man slås med Femern om arbejdskraften. Der er ingen tvivl om, at der er en udfordring her, siger de.

Og skulle de lige komme med et ønske til politikerne efter valget, lyder det sådan her:

- Der måtte godt være en McDonald's noget tættere på. Det er for langt at køre til Maribo efter en vagt, griner vingeholdet, inden de starter motorerne, kører ombord og vinker farvel til Lolland for nu.

Istvan Ollé er chauffør på bussen til Maribo. Foto: Hanne Gaard Guldager

Ved stoppestedet ud for ventesalen venter bussen på at køre til Maribo. Eneste passager, der stiger på, er Tina Hansen, mens Istvan Ollé er chauffør. De peger på, at mange har givet op på den kollektive trafik. Når der kun er få afgange, er det ikke en reel mulighed at benytte.

- Førhen var der ruter mange steder rundt omkring, men det er der ikke mere, og så finder de alternativer, siger Tina Hansen.

- Folk har opgivet det og købt egen bil, konstaterer Istvan Ollé.

Han peger på det paradoksale i, at man forringer den kollektive trafik, så der er færre ruter, og afgangene ikke passer sammen. Samtidig skal vi sikre grøn omstilling og passe på vores klima og miljø.

- Nu kører de så i stedet i biler, der forurener, og så skal vi samtidig skåne miljøet, siger han.

Begge undrer sig også over, at man kan prioritere den kollektive trafik med masser af busser og tog i København, men ikke i yderområderne.

- Hvorfor skal vi være dårligere stillet end København? I København kører busserne i røven af hinanden. Vi halter meget efter, men jeg tvivler på, at det bliver bedre, siger han.

Landing i Langø

Færgen er sejlet. Bussen er kørt videre mod Maribo, og der er igen fredeligt i færgelejet i Tårs, inden der lines op til endnu en afgang mod Spodsbjerg.

Erhvervsfisker Johnny Krog er netop kommet i land. Foto: Hanne Gaard Guldager

Så nu går turen rundt om Nakskov Fjord og ud til Langø, hvor erhvervsfisker Johnny Krog netop er kommet i land. Han har allerede haft folketingskandidater ombord på båden her i valgkampen, så han håber, at de har lyttet, for det er en udfordring at være fisker i 2022.

- Man har skudt på fiskeriet i så mange år. Jeg kunne godt tænke mig, at man lyttede til dem, der er derude hver dag. Vi er blevet sat ned i torskekvoter, men det er ikke kun fiskeriets skyld, at der er færre torsk. Kvoter giver ikke noget pondus på det, der er derude, siger han og fortæller, at hvor han tidligere landede 70-90 tons torsk om året, er det nu blot 3-4 tons.

Han ser masser af små torsk i vandet, men de bliver ikke store.

- Hvor bliver de af? spørger han og fortsætter:

- Man kunne godt forestille sig, at det var noget andet. Sæler, skarver og forurening spiller ind, tror jeg.

Han er nu alene ombord det meste af tiden, selvom det ikke var meningen, da han fik bygget båden i 2009.

- Førhen var vi altid fast to, men nu ligger jeg og roder med det selv. Jeg håber, at det bliver bedre.

Søren Rosendahl og Henrik Guldborg Rasmussen på kajaktur. Foto: Hanne Gaard Guldager

I Langø har man udover en erhvervshavn også en lystbådehavn, og her finder man en lille kajakbro, hvor de to roere, Søren Rosendahl og Henrik Guldborg Rasmussen, har lagt kajakkerne til. De har taget turen på vandet fra Nakskov til Langø.

Når de bliver spurgt om, hvad politikerne bør gøre noget ved, så peger de ligesom flere andre lollikker på energipriserne og den haltende kollektive transport.

- Jeg bor nogle få kilometer nord for Nakskov, og det tager 1,5 time, hvis jeg skal med offentlig transport ind til Nakskov. Det er hurtigere at gå, smiler Søren Rosendahl.

Og Henrik Guldborg Rasmussen supplerer:

- Man har været alt for længe om at drosle størrelsen på busserne ned, så de ikke kører rundt med de meget store busser.

I forhold til at drosle ned har de i øvrigt et forslag.

- Man burde slanke i den offentlige administration rundt omkring og i mængden af politikere. Har vi for eksempel virkelig brug for 179 medlemmer i Folketinget? spørger Søren Rosendahl, inden de sætter sig i kajakkerne og ror tilbage mod Nakskov. En tur på formentlig en times tid i efterårssolen.

Kramnitze og købmanden

Valgturens næstsidste stop er Kramnitze, som ikke er det mest travle sted uden for højsæsonen.

Janne Hansen på vej ud til genbrugspladsen. Foto: Hanne Gaard Guldager

Men travlt har købmand Janne Hansen, der netop er drejet ud på vejen for at nå på genbrugspladsen, inden den lukker, så det bliver en telefonsnak om, hvad hun som erhvervsdrivende har brug for fra Christiansborg.

- Vi har brug for en skilling til vores strømregning, så jeg håber, at nogen vil tage handsken op. Alle trutter jo med fantastiske valgløfter lige nu, men jeg er meget nøgtern. Jeg tror ikke på ret meget af det. Men de er nødt til at tage butiksdøden alvorligt, for ellers går vores samfund i stå, siger hun og fortsætter:

- Det er den lille bager, slagteren - det er et helt erhverv, der bliver udryddet, hvis de ikke tager sig sammen nu. De er nødt til at finde løsninger, hvor alle kan være med. Og måske skal man også kigge på differentieret moms på fødevarer, siger Janne Hansen og konstaterer:

- Der er masser af tage fat på, når de kommer i gang.

Nysted - husk landdistrikterne og de små byer

Turen rundt langt Falsters og Lollands kyster slutter i Nysted, hvor sejlklubkammeraterne Trine Barnkob Elnif-Bay og Anne Svendsen sammen med skibshunden Molly netop er trådt op fra "Fru Svendsen" efter en sejltur i det smukke efterårsvejr.

Sejlklubkammeraterne Trine Barnkob Elnif-Bay og Anne Svendsen sammen med skibshunden Molly. Foto: Hanne Gaard Guldager

De peger på landdistriktspolitik som et område, politikerne for alvor bør tage fat om de kommende år, så der sikres liv og udvikling i udkantsområderne.

I Nysted har man et rigt foreningsliv, og det er et af de vigtige parametre for tilflytning, at det er en aktiv by. Trine Barnkob Elnif-Bay er en af kræfterne bag Eventyrlige Nysted, hvor et julemarked er ved at blive stablet på benene. Så hun ved, hvad det kræver at få aktiviteterne stablet på benene. Men det er også med til at tiltrække nye borgere, at der er gang i en by.

- Liv smitter lige så meget som død, konstaterer Anne Svendsen med et smil.

- Derfor skal vi have højnet landsbyerne rundt i yderområderne, så man får flere fastboende, lyder det fra de to sejlkammerater.

Det handler blandt andet om gode skoler og børnehaver og lægedækningen. Og så skal der sættes ind i forhold til den grønne omstilling.

- Vi skal have flere kraftige el-ledninger, for lige nu kan vi ikke komme af med den strøm, der bliver produceret, siger Anne Svendsen.

Yvonne Larsen hos Nysted Slagteren. Foto: Hanne Gaard Guldager

Oppe i byen er det før lukketid hos Nysted Slagteren Yvonne Larsen. Hun har et klart ønske til landets politikere:

- Lad være med at være så hårde ved de små butikker med trusler om bøder, siger hun med henvisning til sager om bøder til slagtere på 40.000 kroner for ikke at have skrevet allergener med store bogstaver.

Hun ønsker sig også, at politikerne igen tager fat på pensionsalderen.

- Man kan ikke være i dette job som 70-årig, og min mand er murer. Det kan han heller ikke. De nødt til at kigge på pensionsalderen. Den skal nedad. Vi kan ikke have de her job så længe.

Og så har Yvonne Larsen en opfordring, som valgturen rundt langs kysten på Lolland og Falster har vist, at hun deler med flere:

- De skal fokusere noget mere på de små byer og landdistrikter. Både fra kommunens og Christiansborgs side.

Turen langs kysten er slut. Foto: Hanne Gaard Guldager

Turen langs kysten er slut. Nysted blev sidste stop på turen, der har vist, at skulle politikerne komme i tvivl om, hvad de skal tage fat i, så kan en tur til Lolland-Falster i hvert fald give gode input. I øvrigt vil mange borgere også gerne se mere til politikerne mellem valgene. Ikke kun under valgkampen.

Så kære folketingskandidater, hermed altså lidt indspark til de næste fire års arbejde. God arbejdslyst!