Anne og Martin skaber ny festival: - Vores by mangler altså noget musik

Rock and Roes formand, Anne Hemmingsen, og kasserer Martin Virkelyst ved indgangen til festivalområdet i Theisens Gård. Foto: Marianne Knudsen 

Makkerparret Anne Hemmingsen og Martin Virkelyst har sat sig for at skabe en ny festival i Nakskov under navnet "Rock and Roe".

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: I fire år har Anne Hemmingsen, der ejer Anne's Bodega i gågaden i Nakskov arrangeret den årlige P-festival med musik. Men det lukkede ned, da coronaen kom.

Siden har hun syntes, at der manglede noget i Nakskov, og den holdning deler Martin Virkelyst.

- Vi er nogle ildsjæle, der vil vores by, og den mangler altså noget musik, der bringer os sammen en hel dag. Ligesom Nakskov Kopifestival og P-festival gjorde, siger Anne Hemmingsen.

Hun har derfor sammen med Martin Virkelyst taget initiativ til at starte en hel ny forening, Rock and Roe Nakskov, der lørdag 17. august arrangerer musikfestival i Theisens Gård i Nakskov.

Altså det samme, hyggelige sted, hvor Nakskov Kopifestival også foregik igennem 22 år.

Rock and Roe Nakskov 2024

  • Anne's Bodega ved Anne Hemmingsen  har stiftet foreningen Rock and Roe Nakskov, der står bag kopifestivalen lørdag 17. august i Theisens Gård, Havnegade 55, Nakskov. Festivalen starter klokken 13. 
  • Ud over musik vil der være sandwich fra Lieblings og en pølsevogn samt øl- og drinksvogne.
  • Musikken står Looking Back, Michael Gabel, Hvide Løgne, Party Factory og Kings of Rock for.
  • Billetsalg: Menu Nakskov og Anne’s Bodega. Billetter købt i forsalg koster 295 kroner. Ved indgangen 350 kroner.
Kilde: Rock and Roe Nakskov

- Datoen er også den samme, for i de 22 år regnede det kun én ad gangene, fortæller Martin Virkelyst.

- Men der er jo lovet kanonvejr i hele august, indskyder Anne Hemmingsen.

Bred appel

Musikmæssigt har de sammensat et program med bred appel, så der er noget for enhver smag.

Pladsen er godkendt til 1.300 af politiet, og indenfor de sidste fjorten dage er billetsalget begyndt at gå godt.

- Det skal nok blive en succes, også fordi det skal foregå i de meget mere hyggelige omgivelser end på parkeringspladsen, tror Anne Hemmingsen på.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Som kompensation for at de ikke kan parkere i Theisens Gård og for larmen, tilbyder Rock and Roe naboerne to fribilletter. Hanne Fugl indkasserer her sine, og ser frem til at deltage i festivalen. Foto: Marianne Knudsen

Foreningen har haft lidt svært ved at lokke sponsorer til. De vil gerne have lidt længere tid til at planlægge deres økonomi, har svaret lydt, og Nakskov 2030's eventpulje, har Rock and Roe ikke turde løbe an på.

- For så skulle arrangementet være gratis, men vi får jo ikke varer fra Carlsberg eller bands til at komme, hvis vi ikke betaler. Men jeg er ikke så bange af mig. Jeg elsker at springe ud i ting, og om søndagen, når vi rydder op, vil jeg tænke på bands til næste år, siger Anne Hemmingsen.

Jeg er ikke så bange af mig. Jeg elsker at springe ud i ting, og om søndagen, når vi rydder op, vil jeg tænke på bands til næste år.

Anne Hemmingsen, formand for Rock and Roe Nakskov

Frivillige hjælper

Rock and Roe har en aftale med frivillige fra Branderslev Fodboldklub og MMA Nakskov om, at de hjælper med at stille op om fredagen og rigge af om søndagen. Scenen lever NexusEvent.

Billetterne sælges i Menu Nakskov og i Anne's Bodega og frem til tirsdag er der en lodtræknings-konkurrence om en kupon på ti drinks. Når man har købt en billet, kan man skrive sit navn på en seddel og lægge den i en spand i bodegaen.