Apple Flower Festival øger sin lokale forankring

Kenneth Bager (til venstre) og Claus Meyer stablede den første Apple Flower Festival på benene for et årti siden. Foto: Kim Tonning/arkiv

Lokale inviteres til at blive en del af den ambitiøse festival i Claus Meyers æbleplantage på Lilleø

Offentliggjort Sidst opdateret

LILLEØ Når Apple Flower Festival til maj vender tilbage efter tre års pause, bliver det i en ny og opgraderet udgave med endnu mere fokus på lokalområdets herligheder.

Festivalen vil stadig foregå i Claus Meyers æbleplantage på Lilleø, og omdrejningspunktet vil stadig være gourmetmad, familiehygge og musik med navne, der enten er store eller har en god chance for at blive det lige om lidt.

Men dels udvides festivalen fra to til tre dage, og dels introduceres en række nye satsninger og forbedringer.

- Man skal kunne mærke mere, man er på Sydhavsøerne. Skal vi være hårde ved os selv, kunne man godt tidligere have en festivaloplevelse uden at vide, hvor man var, og vi har måske heller ikke gjort en dyd ud af det. Men nu vil vi understrege på alle tænkelige måder, at det foregår i det her smørhul, siger Claus Meyer, der sammen med dj'en Kenneth Bager står som festivalens fædre.

Lokale fødevarer

Den lokale forankring vil skinne igennem i maden, musikken og mange af de andre elementer, der udgør festivalen.

- Vi lægger et stort stykke arbejde i at engagere os med de lokale producenter, så de kokke, der kommer, kan kokkerere med noget, der er fra egnen, bemærker Hilda Fro Prins Kløvedal Hickling, der er ansvarlig for festivalens kommunikation.

Festivalen rækker derfor ud til Muld-netværket, så de lokale producenters produkter kan komme i spil i de retter, man vil kunne købe i madboderne. Det er også planen, at der skal laves et marked, hvor festivalgæsterne kan købe ind af de lokale godter.

- Medlemmerne af Muld-netværket får mulighed for at eksponere deres fødevarer overfor vores kokke og restauranter, og man kan lave et handelsområde, hvor gæsterne kan købe fødevarer med hjem, supplerer Claus Meyer, som også håber, at den lokale købmand på Askø er frisk på at lave en isbod.

Apple Flower Festival blev skabt af dj Kenneth Bager og kok og iværksætter Claus Meyer som en hyldest til frugttræernes blomstring på Lolland-Falster.
Den første festival blev holdt i 2012, og Apple Flower Festival 2022 finder sted 26.-28. maj.
Arrangørerne forventer, at der - inklusive de optrædende og de frivillige - vil blive omkring 1.000 deltagere.
Billetter kan købes via hjemmesiden appleflowerfestival.com. I skrivende stund er cirka 60 procent af billetterne solgt.
Vil man bidrage til festivalen, kan man skrive til hallo@appleflowerfestival.com.

Løb med Grünewald

Når det gælder de lokales præg på musikken, vil man - ud over en række artister uden direkte tilknytning til Sydhavsøerne - kunne høre Hess Is More med Mikkel Hess, der bor i Hesnæs.

Og sangeren Elijah Okello, der kommer fra Uganda og Lolland og i dag bor i København.

Han har været i P3's Karrierekanonen og står ifølge Politiken bag en af 2021's bedste plader.

Som det er tradition på festivalen, vil Thomas Vibe - der er kendt fra P3-programmet Vidundergrunden - lave børnediskotek, og siden sidste festival har han købt husbåd i Sakskøbing, så nu er han også lokal.

- Der har vi da det, Claus Meyer kalder terroir! bemærker Thomas Vibe med et glimt i øjet og fortæller, at Sarah Grünewald, der oprindeligt kommer fra Marielyst, også er på programmet.

- Jeg mødte hende på Apple Flower Festival for 10 år siden, hvor hun stod i baren som frivillig, fortæller Thomas Vibe og nævner, at hun sidste år sammen med Hans Lindberg stiftede tøjmærket Re Do, der designer sportstøj.

Så på Apple Flower Festival skal hun stå i spidsen for det morgenløb, Claus Meyer ellers har været bannerføreren for på tidligere festivaler, og der vil blive præmier i form af Re Do- produkter.

Støtte fra Business LF

Arrangørerne vil gerne gøre festivalen til en fast, tilbagevendende begivenhed og er derfor ved at undersøge mulighederne for at indgå partnerskaber med fonde og lokale virksomheder.

Foreløbig har det fornyede lokale fokus betydet, at festivalen har fået opbakning fra Visit Lolland-Falster, der både bidrager med en mindre underskudsgaranti, udbreder kendskabet til festivalen og hjælper med at opgradere færgetransporten til og fra øen.

Netop færgen har tidligere været lidt af en flaskehals, når alle gerne ville hjem på samme tid, men denne gang bliver der indsat to færger samt skonnerten "Johanne". Da festivalen samtidig er udvidet med en ekstra dag, håber arrangørerne, at det bidrager til at sprede ankomst og afrejse lidt mere ud.

Festivalen har i øvrigt også skiftet bank - nu er det Lollands Bank, der passer på pengene. Det skal jo være lokalt.

Læs også artiklerne: "Lav mere Apple Flower Festival" - "Birgers Herretøj genopstår" - "Festival præges af kunst" - "Festivalen får sin egen radiostation" og "I år bliver æbleplantagen officielt økologisk" fra onsdagens Folketidende