BEDSTEMOR KAN SKYDE MED AK-47 OG RYDDE MINER

Anna Eckhoff var i november 2020 i Bog & idé Nakskov for at signere sin nye bog. Den er i mandags udkommet i en ny, revideret udgave og udsendes også på engelsk nu. Foto: Ingrid Riis

I 15 år har Anna Eckhoff rejst i verdens brændpunkter med blandt andet minerydning, pengetransport og træning i skydning med AK-47-gevær.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: For to år siden skrev Folketidende om Anna Eckhoff, der, siden hun fyldte 56 og 15 år frem, har levet et helt usædvanlig seniorliv i verdens brændpunkter. Anna er vokset op i Nakskov.

Anna Eckhoff udgav i 2020 bogen "Sporskifte - et liv i verdens brændpunkter", og sidste mandag udkom bogen i en ny, stærkt revideret udgave og udsendes nu også på engelsk: "A new beginning: Life on the Frontlines."

Siden førsteudgaven af bogen har Anna Eckhoff, der nu er 75,  også holdt næsten 100 foredrag om sit liv og forskellige mellemøst-temaer, og onsdag 19. oktober er det Ældre Sagen Nakskov-Rudbjerg, der har bedt hende om at holde foredrag.

Som 56-årig rejser hun ovenpå sin mands død fra sit gode job som it-projektleder og efterlader sine seks børn i Danmark for at udleve en mangeårig drøm om at arbejde i udlandet.

Det bliver til 15 år i verdens brændpunkter med blandt andet minerydning, pengetransport og træning i skydning med AK-47-gevær.

Bogen er Anna Eckhoffs fortælling om livet i blandt andet Irak, Sudan, Palæstina, Afghanistan, Tunesien, Libyen og Rusland.

En inspirerende bog om at udleve sine drømme - selv i en sen alder - og ikke mindst en indsigtsfuld og levende beskrivelse af de mange konflikter i verdens brændpunkter.

Fandt ny livsglæde

Den første udstationering blev til mange flere, og snart havde Anna arbejdet i både Rusland (Tjetjenien), Sudan og Irak for danske ngo'er. Primært som administrationschef med ansvar for regnskaber, administration, personale, logistik, indkøb og it.

- Jeg fandt ny livsglæde ved at arbejde ude. Det var lige mig at blive sat i nogle helt andre situationer end i den trygge hverdag hjemme i Allerød. Jeg følte, jeg levede mere intenst. Der var meget på spil og meget at lære. Selv om det selvfølgelig var temmelig udfordrende indimellem, knyttede jeg mange venskaber, både med de lokale og internationale arbejdere, og fandt nye stillinger, der gjorde, at jeg kunne opleve nye lande.

I 2020 udkom "Sporskifte - et liv i verdens brændpunkter første gang."

Nu er bogen revideret og en endnu stærkere fortælling om at turde udleve sine drømme, selv om det kan virke næsten umuligt, og hverdagen med at arbejde i både ngo-, FN- og EU-regi i udlandet og altså nu også med indsigtsfuld baggrundsviden om landene.

Ny research

- Jeg har researchet rigtig meget de senere år og har for nylig været i USA for at holde møder med mellemøst-eksperter. Jeg har gået til arabisk og er i det hele taget meget fascineret af verdens brændpunkter. Vil vi forstå, hvorfor der er krig og ufred, bør vi kende baggrundene. Med min nye bog vil jeg gerne give læseren stof til eftertanke, både i forhold til, hvordan vi bruger vores liv, og konflikterne i de områder, vi ellers ofte kun oplever i nyhedsudsendelser på tv og ofte ikke rigtig forstår, siger Anna Eckhoff.

- Ud over at trække på mine mere end 15 år i selve Mellemøsten har jeg besøgt en række mellemøstorganisationer/-institutioner i Washington D.C. for at få opdateret min viden om de lande, jeg har boet i. Jeg besøgte blandt andet Middle East Institute (MEI), Anera (American Near East Refugee Aid), Foundation for Middle East Peace (FMEP) og en kendt human rights-advokat fra Palæstina og Jewish Voice for Peace (JVP). Jeg mødte også eksperter med speciale i Afghanistan-Pakistan, Syrien, Libanon, Ukraine, Nordafrika og Israel-Palæstina-konflikten, fortæller Anna Eckhoff.

Kvinden med det vilde bedstemorliv vil af de lidt ældre nakskovitter være bedre kendt som Anna Vibe Christensen, datter af landsretssagfører Knud Vibe Christensen og Birgitta Christensen, og som boede i Nygade 1, hvor hendes far også havde kontor.

At skyde med maskingevær - et AK-47 - har Anna Eckhoff også haft den fascinerende og sjove oplevelse at prøve.

Under en mission i Irak frygtede sikkerhedsrådgiveren, at vagterne ville flygte, hvis de kom under et voldsomt angreb. Så Anna måtte lære at beskytte sig selv:

- Men jeg aner ikke, om jeg ville kunne skyde og dræbe et andet menneske, hvis jeg kom i den situation, siger hun.

Aldrig for gammel

Gennem sin personlige fortælling vil Anna Eckhoff gerne vise, at man aldrig bliver for gammel til at opfylde sin drøm. Desuden vil hun vise den indre udvikling, sådan et sporskift medfører.

Foredraget 19. oktober foregår i tidsrummet klokken 10-12 i Nakskov Sundhedscenter, man skal dog tilmelde sig først på telefon 5492 4737 og betale 35 kroner.

Anna Eckhoff har også måttet lære at skyde med AK-47 for at kunne forsvare sig selv, hvis det blev nødvendigt. Privatfoto