Briller smadret i vaskemaskinen: Nu har Marianne klaget til ombudsmanden
Marianne Beske har på vegne af sin 92-årige mor klaget til Ombudsmanden over en forsikringssag. Privatfoto
Privat
Marianne Beskes mors briller blev viklet ind i snavset vasketøj og endte i vaskemaskinen. Personalet på plejecentret har erkendt, at der skete en fejl. Alligevel vil forsikringsselskabet ikke betale erstatning.
Marianne Beske følte sig tryg, da hun klagede til Folketingets Ombudsmand over, at Lolland Kommunes forsikringsselskab ikke vil erstatte hendes mors briller, der ved en fejl endte i vaskemaskinen på et plejehjems demensafsnit i Nakskov. Men ombudsmanden har afvist at kigge nærmere på hendes henvendelse.
Ombudsmanden forklarer afvisningen med, at sagen handler om et erstatningsretlig spørgsmål om, hvor vidt kommunen er erstatningsansvarlig for det tab, som hun har lidt.
"Sådanne spørgsmål hører ikke under kerneområdet for ombudsmandens virksomhed og må efter min opfattelse i givet fald afgøres ved domstolene," skriver Ombudsmanden blandt andet i afslaget.
Marianne Beske er skuffet over, at Ombudsmanden ikke vil kigge nærmere på hendes klage. Men hun vil fortsætte kampen.
Fejl af personale
Sagen begyndte i efteråret 2024.
Først blev der trådt på et høreapparat. Så blev brillerne smidt i vaskemaskinen sammen med noget snavset sengetøj. Det skete på et plejecenter i Lolland Kommune, hvor den ældre kvinde bor.
Det var personalet på plejecentret, der ved en fejl trådte på høreapparatet. Det var også personalet, der kom til at lægge brillerne i vaskemaskinen sammen med et beskidt lagen.
Efterfølgende vil Lolland Kommunes forsikringsselskab ikke anerkende erstatningspligten for hverken brillerne eller høreapparatet. Det fremgår af to skriftlige afslag, som den ældre kvindes datter Marianne Beske har modtaget.
Forsikringsselskabet skriver blandt andet, at "det er ikke en fejl eller en ansvarspådragende undladelse, at vores kundes medarbejder ikke gennemsøger lagenet eller rester af sengetøjet for effekter, der kan ligge gemt dér - især ikke når hun ikke har kendskab til at brillerne lå i sengen, hvor det ikke naturligt ville kunne forventes at de kan være. Briller er dertil i sagens natur gennemsigtige , og dermed vanskelige at opdage."
Banal sag
I sin klage til Ombudsmanden beskriver Marianne Beske, hvad hun opfatter som en banal sag om godtgørelse af hendes mors ødelagte briller.
"Det har desværre har vist sig at være et meget tankevækkende eksempel på, hvordan en myndighed tilsyneladende kan uddelegere et skadeansvar til et forsikringsselskab, som herefter frit kan afvise al argumentation og erklære en sag endeligt afsluttet."
Marianne Beske synes, at det er forkert, at udgifterne til et par nye briller kastes over på beboerne, og at det burde være kommunen, der dækker udgifterne, hvis personalet kommer til at lægge en beboers briller i vaskemaskinen.
Den eneste mulighed Marianne Beske har, er at rette et civilt søgsmål mod Lolland Kommune.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie