Dagen startede med et kæmpe "arrgghh"

Det har skiftet fra år til år, i hvilke byer på Lolland DBU Get2 Fodboldskole har været afviklet. Det har både været i Maribo og i Sakskøbing, men ligger nu fast i Nakskov, oplyser træner Martin Boesen. Der bliver også en DBU Get2 Fodboldskole på Falster i uge 31. Her er det Nykøbing FC, der lægger baner til. Foto: Rikke Folm Berg

Skuffelsen over 2-1-nederlaget i semifinalen mellem Danmark og England blev udløst i fællesskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Selvfølgelig har det fyldt noget, at der var semifinale mellem Danmark og England i den uge, hvor 39 børn deltog i DBU Get2 Fodboldskole i Nakskov - og at Danmark onsdag aften måtte se sig slået af England.

Det kunne blandt andre Xander på 11 år fra Nakskov, som også til hverdag spiller i FC Nakskov, torsdag formiddag nikke ja til.

- Humøret er lidt lavere i dag, fortalte han.

Det havde træneren på fodboldskolen, Martin Boesen, imidlertid en løsning på.

- Vi startede dagen med allesammen at råbe et kæmpe "arrgghh" for at få ud af kroppen, at vi desværre ikke gik videre til finalen i EM, fortalte Martin Boesen og tilføjede:

- Og så var vi friske til igen at spille fodbold.

Ikke alle var dog gået lige meget op i kampen aftenen før.

- Jeg så den, men jeg er ret ligeglad med, hvem der vinder eller taber. Hvis jeg kom fra Danmark, ville jeg ikke være ligeglad. Så ville jeg være sur over, at Danmark tabte. Men jeg kommer fra Kroatien, fortalte Dean på 11 år fra Nakskov.

Han nød derfor uden iblandet skuffelse eller ærgrelse fodboldskolens fjerde og sidste dag.

- Jeg synes, det er sjovt på fodboldskolen, fortalte han og lod vide, at han ikke går til fodbold nu, men har gjort det før og måske gerne vil igen.

Amra på 10 år fra Nakskov (forrest) synes, at det var godt at være på fodboldskole: - Alt ved det, det er faktisk sjovt. Gøknur fra Maribo var også glad for det: - Man lærer ting af det, som at spille fodbold. Foto: Rikke Folm Berg

Familien Boesen på banen

På banen bag klubhuset i FC Nakskov var der da også fuld gang i både øvelser og kampe.

- Skyd til mig! Hvorfor skyder du ikke til mig?! lød det fra en af de yngste af spillerne på en lille bane, som var afgrænset af en oppustelig gummiring.

Den kunne spillerne ikke rigtig dy sig for også at læne sig op ad i pauserne mellem kampene eller tage sig et hvil på, selv om de åbenbart ikke måtte.

Ved siden af var en anden gruppe børn ved at træne på en forhindringsbane, hvor de skulle springe over og kravle under, og længere nede bagved blev der trænet og spillet kamp af de lidt større børn.

Til at holde styr på fodboldskolen var der, udover Martin Boesen, der har været engageret i DBU Get2 Fodboldskolen på Lolland i syv år, også hans to børn, 17-årige Mathias og 20-årige Simone, samt Daniel Poulsen, der tidligere har været træner i Rudbjerg Forenede Boldklub. Men bortset fra Daniel Poulsen var holdet altså sat af familien Boesen, for også Martins kone var involveret. Hun havde stået for frokosten til børnene, som i øvrigt fik ros af to af pigerne, der glad opremsede en menu af pastasalat, pizzasnegle og pølsehorn. Men denne sidste dag stod menuen på købepizzaer, hvorfor hun ikke var der.

DBU Get2 Fodboldskolerne følger samme koncept som de gængse DBU Fodboldskoler, der med stor succes har været afviklet i snart tre årtier. Den afgørende forskel er, at deltagerne bliver rekrutteret fra udsatte boligområder, og at deltagelsen kun koster et symbolsk beløb på 175 kroner, som også dækker mad, frugt, drikkevarer og solcreme.
Dermed kan børn i alderen 7 til 14 år, der af økonomiske årsager ikke har mulighed for at deltage i de klassiske DBU Fodboldskoler, også få en mindeværdig uge på fodboldskole. Målet er at give børnene en uge i sommerferien med masser af oplevelser og at inkludere samt fastholde børnene i dansk foreningsidræt.
DBU Get2 Fodboldskoler holdes i et samarbejde mellem lokale klubber, DBU og DIF Get2Sport, der støttes af Udlændige- og Integrationsministeriet, Uefa Foundation for Children, kommunerne og TrygFonden.

Gode tider. Foto: Rikke Folm Berg

Rekordmange børn

Ifølge Danmarks Idrætsforbund deltager rekordmange børn på landsplan i år, idet godt 1.450 børn er tilmeldt 22 DBU Get2 Fodboldskoler målrettet børn fra udsatte boligområder. De løber af stablen fra uge 26 til uge 34. Til sammenligning deltog i alt 256 børn fordelt på fem fodboldskoler, da initiativet startede i 2011.

Det vækker glæde hos formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF):

- At DBU Get2 Fodboldskolerne igen i år sætter deltagerrekord, er for mig et bevis på, at vi med initiativet udfylder et helt afgørende behov hos børn i boligområder, hvor ressourcerne ofte er begrænsede, udtaler formanden, Hans Natorp, i en pressemeddelelse.

Ifølge Bent Clausen, næstformand i DBU og bestyrelsesmedlem i DIF, kan vigtigheden af et idrætsfællesskab som DBU Get2 Fodboldskoler heller ikke understreges nok. I særdeleshed efter et år, hvor coronakrisen har spændt ben for mange børns sociale fællesskaber.

- Fodbolden forener og giver fællesskaber på tværs af etnicitet og baggrund, påpeger han.

Martin Boesen er, udover at være træner for DBU Get2 Fodboldskole på Lolland, ansat som klubrådgiver i DBU Lolland-Falster. Hans børn (i baggrunden) har han også fået indrulleret som hjælpetrænere. Foto: Rikke Folm Berg

De rigtige børn

Ifølge træner Martin Boesen er det vigtige imidlertid ikke, hvor mange børn der deltager:

- Det vigtigste er, at vi får fat i de rigtige børn til DBU Get2 Fodboldskole.

Han har over årene været optaget af at få netop det til at lykkes.

- Det første år, for syv år siden, lykkedes det ikke. Men så var jeg på et seminar og hørte, hvordan de gjorde i Gellerup og Vollsmose - og det gælder om at gøre det enkelt, fortalte han.

Så nu foregår det ved, at både Helhedsplanen, Broen Lolland og Lolland Kommunes støttepædagoger får flyers, som de giver forældrene i hånden, hvorefter både tilmelding og betaling er gjort enkel og nem.

Ifølge Martin Boesen er det desuden vigtigt, at det ikke er gratis, som det var til en start.

- Når noget er gratis, kan det godt blive opfattet, som om det ikke er godt nok eller er lige meget. Så kommer børnene ikke eller bliver hentet tidligt. Det giver modsat noget ejerskab, når der er en egenbetaling. Desuden er mange forældre stolte over, at de selv giver deres barn en oplevelse, fortæller han.

Mila på otte år og Jasmina på ni år fra Nakskov var glade. - Man får bevæget sig, og det er sjovt, at man skal lave forskellige ting med boldene. De passer også godt på os, og vi får rigtig god mad, sagde Mila. - De behandler os godt, og de forklarer meget, ligesom i skolen, de er søde, fortalte Jasmina. Foto: Rikke Folm Berg
Børnene havde dagen før i fem kampe konkurreret om, hvem der individuelt vandt flest kampe og scorede flest mål. I går var det så tid til at læse scoren højt, det skete til trommehvirvler i form af klap på lårene. Foto: Rikke Folm Berg