Det begyndte på Femø i sommeren 1971

FEMØ Det var i sommeren 1971, det hele begyndte. Den første Femø-lejr blev arrangeret, og syv kvinder mødte hinanden: Else Marie fra Østjylland, Hanne fra Michigan, Inger fra Allerød, Lotte fra København, Sanne fra Aarhus, Susanne fra Aalborg og Vibeke fra Als.

Det er dem, der er omdrejningspunktet i bogen "Et åbent øjeblik - da mine mødre gjorde noget nyt", som Pernille Ipsen har skrevet. I bogen bruger hun sin egen historie til at fortælle om rødstrømpebevægelsen, og det med "mine mødre" skal tages bogstaveligt: De syv kvinder besluttede nemlig at få hende i fællesskab, så hun blev født og voksede op i et kvindekollektiv og har kaldt dem alle for mor.

Som hun skriver i bogen:

"Selvom mine mødre først blev et kollektiv efter Femølejren, er det altid Femø, de taler om, når de skal forklare mig, hvordan deres liv sammen begyndte. Det var på Femø, frøet til deres frigørelse og vores kollektiv blev lagt."

En hel ø af kvinder

Bogen har fået masser af rosende anmeldelser og er i øjeblikket nomineret til både Montanas Litteraturpris og Politikens Litteraturpris. Og hele den første tredjedel handler om Femølejren og de syv kvinders vej dertil.

På en let hakkende videoforbindelse fra Wisconsin i USA, hvor hun arbejder som historiker med speciale i kvinder og køn, fortæller hun om bogen og om den Femø-lejr, som tre af mødrene - Vibeke, Hanne og Inger - var med til at arrangere, og som fik så stor betydning for kvindebevægelsen.

At der overhovedet blev en Femø-lejr skyldtes dog i høj grad et initiativ, der intet havde med feminisme at gøre, men handlede om landdistriktsudvikling. Op gennem 50'erne og 60'erne var fraflytningen fra landets småøer nemlig accelereret, og det ville regeringen gøre noget ved. Det førte til, fortæller Pernille Ipsen, at Kulturministeriet i sommeren 1970 tog initiativ til en række lejre rundt om på øerne - simpelthen for at få folk dertil.

- Man havde en forestilling om, at man skulle få en masse folk ud på øerne og bruge penge, og det blev en kæmpe succes, så man udvidede med flere øer året efter, beretter hun.

Tilfældigvis faldt "ølejr-initiativet" sammen med, at rødstrømpebevægelsen var startet i 1970, og her opstod idéen om, at man skulle have en lejr kun for kvinder. Som Vibeke fortæller i bogen:

"Jeg ville have en hel ø af kvinder, isoleret fra resten af verden. Hvad ville det dog ikke kunne blive til? Vi ville begynde helt forfra. Vi ville begynde at tale et nyt sprog, nye tanker, nyt kommunikationsmønster, nye oplevelsesmønstre, nye drømme. Alt ville være nyt. Kolonimagten ville forsvinde, og så ville vi blomstre."

Totalt tilfældigt

Så "Mor Hanne" henvendte sig til Kulturministeriet, og trods modstand fik kvinderne lov at lave lejren på Femø.

- Det var totalt tilfældigt, det blev Femø, vurderer Pernille Ipsen og tilføjer, at navnet dog giver god mening for udlændinge, da female som bekendt betyder kvinde.

Hanne, Vibeke og de andre arrangører havde ikke regnet med, at der ville komme så mange, men lejren blev en kæmpe succes. Omkring 100 havde meldt sig til, men der endte med at komme et sted mellem 500 og 800 - nogle for at være med en eftermiddag, andre i ugevis.

- Hver gang færgen lagde til, kom der nye til. Nogle kom med sejlbåde, og folk, der var på øen, begyndte at komme. Det blev en kæmpe succes, og det blev utroligt kaotisk, for det var totalt ustruktureret, fortæller Pernille Ipsen og nævner, at der hele tiden skulle findes plads til nogle nye i teltene, og at det var en udfordring at organisere mad og andre praktiske fornødenheder.

Initiativtagerne havde ikke lyst til at bestemme - lejren skulle ledes kollektivt - men det princip måtte de give køb på, efterhånden som presset for styring voksede. Men hvad foregik der så i lejren?

En stor del af tiden gik med at sidde i rundkreds - i "teltcirkler" - i timevis og tale om personlige erfaringer. De fleste af deltagerne var født i 1940'erne, havde været børn i 50'erne og unge i 60'erne, og samfundets forventning var, at kvinder skulle smile, være søde og stå i anden række.

- De havde oplevet at blive tilsidesat på alle mulige måder og være mindre værd, fortæller Pernille Ipsen og tilføjer, at lejren fik afgørende betydning for hendes mødres liv.

Et vendepunkt

De har alle været aktive i ungdomsbevægelsen inden lejren og var af forskellige veje kommet til Femø. Men derfra måtte de følges.

- Da de kom tilbage til København, kunne de slet ikke forestille sig at leve det liv, de havde levet før, for de var blevet så optaget af at leve kun med kvinder, at det inspirerede dem til at gøre noget nyt. Så for mine mødre blev det et vendepunkt for deres fremtidige arbejde, siger hun og forklarer, at de nok havde tænkt meget over kvindefrigørelsen, men nu udlevede den på en helt anden og konkret måde.

- Det satte en kæmpestor proces i gang, som gjorde, de måtte leve på en anden måde.

Start-70'erne var også en tid, hvor mange begyndte at bo i kollektiver, og i september 1971 var Pernille Ipsens mødre med til at besætte nogle huse i det indre København, og de dannede et kvindekollektiv, som den første tid lå lige ved siden af Kvindehuset i København. Det var et hus, der var fyldt med aktiviteter - café, boghandel, biograf, trykkeri, yoga og alt muligt andet, der gav dem noget at se til altid og hele tiden.

Og da Sanne efter en affære med en mand, hun havde mødt på et værtshus, var blevet gravid, opstod beslutningen om at blive mødre i fællesskab. Det skulle vise sig både at have fordele og ulemper.

- Jeg har altid været glad og tilfreds med min barndom. Som barn var jeg tilfreds med at have alle de her forældre, som interesserede sig for mig. Men det var ikke altid nemt for dem at dele moderskabet, konstaterer Pernille Ipsen.

Gik i opløsning

Efter fem-seks år gik kollektivet i opløsning, blandt andet fordi de syv mødre var blevet for uenige om nogle feministiske principper - ikke mindst, hvilken rolle lesbiske skulle have i kvindebevægelsen.

Som fireårig flyttede Pernille Ipsen derfor med sin biologiske mor, hvorefter hun som et andet skilsmissebarn tilbragte weekender og ferier på skift hos de andre mødre.

Gennem årene har hun bevaret kontakten til dem alle, og det er efter omfattende interviews med dem, at hun har skrevet "Et åbent øjeblik".