Direktør-røveren lå måske også på lur onsdag

Politiet arbejder nu med en teori om, at den mand, som tidligt torsdag morgen truede sparekassedirektør Lynge Thang Jørgensen med et gevær foran hans bopæl på Svingels Allé i Nakskov, kan have været i området tidligere.

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fortæller til Radio Sydhavsøerne, at der allerede onsdag morgen blev observeret en person i området omkring Svingels Allé og Lynge Thang Jørgensens bopæl, som svarer til det sparsomme signalement på gevær-manden.

Manden blev set stå og kigge mod husene i området, men om han ligefrem har holdt sparekassedirektørens hus under observation, kan politiet endnu ikke sige noget om.
- Man skal ikke lægge for meget i det, men vi er selvfølgelig interersseret i henvendelser fra folk, som måtte have set mistænkelige personer i området ved Svingels Allé de seneste morgener, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet havde torsdag eftermiddag ikke nye oplysninger i sagen. Gerningsmanden er således fortsat på fri fod. Hundepatruljer har undersøgt et område omkring gerningsstedet, men foreløbig uden nævneværdigt resultat.

Oplysninger om manden eller andre informationer i sagen skal gives til politiet på telefon 54 85 14 48 eller 114.




Manden, der truede sparekassedirektør Lynge Thang Jørgensen, er muligvis set i området allerede onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret