Efter konkurs: - Jeg har det virkelig forfærdeligt
Thomas Findval Sølvskov er knust over konkursen. Foto: Palle Nevad Frandsen
Foto: Palle Nevad Frandsen, FT
Thomas Findval Sølvskov lægger ikke skjul på, at han er en slagen mand i disse dage efter hans revy, Nakskov Revyen, er gået konkurs. For ham er det vigtigste nu at få hele konkursen rundet af på en god måde.
Det er slut med revy i Nakskov, efter det tirsdag kom frem, at byens revy er gået konkurs. Revyen på Vestlolland nåede at køre tre år, hvor udgaven i fjor blev den sidste.
Dagen derpå lægger revydirektør Thomas Findval Sølvskov ikke skjul på, at han er knust over at se sit projekt gå i vasken.
- Jeg er stadig meget ked af det over tingene og ked af at alt det, jeg har kæmpet for i fire år, har måttet lukke og slukke, siger han og fortsætter:
- Alle, der har prøvet at gå konkurs, tænker jeg, har haft det på præcis samme måde, som jeg har det. Jeg er personligt meget ked af det og har det virkelig forfærdeligt, siger han.
Skal ovenpå igen
Siden nyheden kom ud har han bevidst valgt at trække stikket og undgå for meget kontakt med omverdenen.
- Det ved jeg ikke for at være ærlig (hvordan folk har reageret på nyheden, red.) Jeg har lukket det hele lidt af, fordi jeg helst ikke vil komme til at kommentere på noget, der handler om konkursen. Jeg har lukket helt af for sociale medier, siger han og fortsætter:
- Det er ikke af arrogance, men det er fordi, jeg skal ovenpå igen. Lige nu skal jeg finde hoved og hale i det hele. Jeg er meget fokuseret på, hvad jeg må og ikke må for advokat og kurator, siger Thomas Findval Sølvskov og tilføjer, at det vigtigste for, at han kan komme ovenpå igen, er at få det hele rundet af på en god måde.
- Revy skal bare leve videre
Nykøbing Falster Revyen har rakt hånden ud og tilkendegivet, at man vil hjælpe ved at overtage revy-gængere fra Nakskov Revyen.
Det betyder, at hvis man allerede havde sikret sig billet til revyen i Nakskov, der skulle have kørt til sommer, vil man i stedet kunne bruge sin billet til den kommende sommerrevy i Nykøbing.
Thomas Findval Sølvskov understreger, at det er vigtigt for ham at sende en tak til Nykøbing Falster Revyen og revydirektør Mickey Pless.
- Jeg vil personligt gerne sige tak for det samarbejde, han har givet os. I år har revygenren 175-ås jubilæum. Vi skal huske, at revy skal bare leve videre, lyder de afsluttende ord.
Seneste artikler
Vagn tilbyder 5.000 kvadratmeter jord helt gratis – men ingen vil dyrke den
Har låst lærerne inde: - Vi er nogle meget intimiderende vagter
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok