Flere millioner på vej til lokale skoler, men det er ikke en god løsning, pointerer skoleleder

Mandag besøger børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) Rødby Skole. Skolens leder Ole Frederiksen hilser pengene velkommen, men mener ikke, at puljer er den rigtige måde at løse problemerne. Arkivfoto: jan Knudsen

Regeringen afsætter næsten 40 millioner til at efteruddanne lærere. Lolland er en af de kommuner, der helt sikkert får del i pengene. Men Rødby Skoles skoleleder mener ikke, at puljer er den rigtige måde at løse problemerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Lolland Kommune bestod 34 procent af folkeskoleeleverne i 2023 ikke dansk eller matematik. Det er den højeste andel i hele landet, men også i andre kommuner er dumpeprocenten for høj, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Regeringen vil forbedre elevernes dansk- og matematikevner, og derfor har den oprettet en ny pulje på 39,9 millioner kroner, der skal gå til at efteruddanne lærere til læse- og matematikvejledere, skriver DR.

Til P1 Morgen siger børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) mandag, at to millioner kroner vil gå til Lolland Kommune.

Ole Frederiksen, skoleleder på Rødby Skole, hilser pengene velkommen, men mener samtidig, at puljeordninger generelt er et problem.

- Lad os sige, at der bliver 70.000 kroner til Rødby Skole. De penge skal prioriteres specifikt til efteruddannelse, men det kunne være, vi så ind i noget, der havde en bedre effekt. Men når vi samtidig er afhængige af étårige budgetter i kommunen, bliver det enormt svært at lave noget, der er langsigtet, siger skolelederen.

- Gør det rigtig godt

Skolelederen mener, at politikerne kan "prioritere ressourcer og sætte politisk retning," men at hjælpe en skole som Rødby Skole gennem et-, to- eller treårige puljer er ikke den rigtige måde at løse problemet.

I stedet burde skolerne i højere grad selv styre, hvad pengene skal gå til. Det skulle administreres decentralt frem for, at politikerne øremærker pengene til for eksempel flere skole- og matematikvejledere gennem puljer, fremhæver skolelederen.

Mandag har han selv mulighed for at fortælle det til skole- og undervisningsministeren Mattias Tesfaye (S), når han besøger skolen på Sydlolland.

Og på trods af, at Ole Frederiksen ikke mener, at puljeordninger er den ideelle måde, mener han, at ministeren "gør det rigtig godt."

- Der er rigtig mange af de politiske signaler, som mere praktisk undervisning og mindre skærm, som jeg er meget enig i, siger han.

Udover at fortælle ministeren om skolens arbejde med at løfte eleverne, skal ministeren også møde eleverne og høre om, hvordan det er at være elev på Rødby Skole.

De næsten 40 millioner kroner gives til kommunerne fra næste år og frem til 2027, og ifølge DR er ministeriet sikre på, at både Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune får del i pengene.