Fra affald til grønne træer: Her kommer der en ny skov

Miljøcenter Gerringe på Lolland skal omdannes til klimaskov. Arkivfoto: Anders Knudsen

Det tidligere Miljøcenter Gerringe skal omdannes til en 12 hektar stor klimaskov med bakker, stier og ny beplantning. Første fase begynder allerede i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det gamle Miljøcenter Gerringe bliver omdannet til en klimaskov på 12 hektar. Det oplyser Refa i en pressemeddelelse.

Fra juli 2025 går arbejdet i gang med at lukke det udtjente deponi nordvest for Rødby for at skabe et grønt, kuperet naturområde på op til 12 hektar, som svarer til 17 fodboldbaner.

Skoven skal hedde "Klimaskov Gerringe", og etableringen skal ske ved hjælp af jord fra Sjælland, Lolland og Falster, som anvendes til den lovpligtige slutafdækning.

Flere faser

Det går dog en del år, før træerne kan skyde op i Gerringe.

Første fase af skovanlægningen strækker sig fra 2025 til 2029, hvor deponiet miljøsikres og dækkes med minimum én meter jord, som skal godkendes af Miljøstyrelsen.

- Arealet vil i mange år frem fortsat være et miljøsikret anlæg, hvor vand, der siver ned gennem pladsen, samles og ledes til renseanlæg. Nu skal pladsen først slutafdækkes efter gældende regler og lovgivning for nedlukning af deponier, siger Susanne Andersen, miljøchef hos Refa, i pressemeddelelsen.

Sådan registreres og dokumenteres slutafdækningen på Miljøcenter Gerringe

Al jord, der skal bruges til slutafdækning, er anvist i datasystemet, JordWeb.

Der skal leveres analyser med til den pågældende mængde, for at få jorden anvist i pågældende kommune.

Hver jordleverance har et sagsnummer, som modtageranlægget, Miljøcenter Gerringe, skal melde tilbage til på Jordweb på, herunder hvor og når leverancen er fuldført.

Når Miljøcenter Gerringe modtager en anmeldelse på en jordsag, tastes den angivne jordmængde ind i miljøcentrets vejesystem med pågældende sagsnummer, og når grænsen for den enkelte jordanmeldelse nås, kan der ikke vejes mere ind på den pågældende sag.

Transportmængde og støj vil være på linje med, da miljøcentret tidligere var i drift, dvs. i gennemsnit op til 25 lastbillæs/dag.

Arealet vil fremad være et permanent miljøsikret, lukket anlæg.

Jorden vil forventeligt komme fra overskydende jordmængder bygge- og anlægsprojekter på Sjælland og Lolland Falster. Kun dansk jord vil blive modtaget.

Kilde: Refa

Når pladsen er sikret, begynder forberedelserne til selve skoven. Fra 2030 skal der reguleres terræn, anlægges to centrale bakker og plantes de første træer.

- Vi kan forestille os en række forskellige rekreative aktiviteter forbundet med bæredygtig brug af klimaskoven, som for eksempel etablering af vandrestier, shelterplads, mountainbikespor og naturlegeplads, siger miljøchefen.

Klimaskoven forventes at være godt vokset til efter 10-15 år og skal fremover bidrage til klimasikring og permanent naturbeskyttelse i området.

Lukningen af Gerringe Miljøcenter betyder blandt andet, at Sydlollands Jægerforbund, der har haft skydebaner på deponiet i 40 år, må flytte. Først var det varslet, at jægerne allerede skulle flytte til nytår, men efter flere samtaler fik de lov at blive til og med august i år. Det kan du læse mere om HER.

Efter en 10 til 15 år fra plantning af træer, vil klimaskoven oven på det nedlukkede miljøcenter kunne se sådan ud. Illustration: Refa