Havet giver, og havet tager

Førstesalen på Stiftsmuseet har fået indlagt sandstrand, og museumsinspektør Marie Brinch arbejder sammen med museets øvrige ansatte på at få udstillingen "HAV" klar til åbningen 27. maj. Foto: Jan Knudsen

Ny udstilling skal sætte fokus på lollikkernes liv ved og med havet gennem tiderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Lolland er omgivet af vand, og helt tilbage til stenalderen har livet ved Østersøen, Smålandshavet og Guldborgsund præget lollikkernes liv, kultur og identitet.

Livet ved, med og af havet er omdrejningspunkt for en ny udstilling på Stiftsmuseet i Maribo.

"Når man bor på en ø, er havet aldrig langt væk. Det er en del af geografien såvel som psykologien. Til alle tider har havet været vigtigt for os, og i stort set alle fortællinger om Lolland spiller havet en vigtig rolle - som næringsvej og ressource, som livsnerve", skriver Museum Lolland-Falster om udstillingen.

I disse dage går museumsinspektørerne rundt på Stiftsmuseets førstesal og gør udstillingen klar til åbningen 27. maj.

Opfandt noget der virker

Udstillingen fokuserer på de to områder Syltholm ved Rødbyhavn og Albuen ved Nakskov.

- Det er ikke en udstilling om Syltholm eller Albuen i den forstand. Men vi bruger de to områder til at illustrere udviklingen i livet ved kysten fra stenalder til moderne tid, forklarer museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, Marie Brinch.

Da fiskeren på Albuen satte sine ruser og brugte sine liner i starten af 1900-tallet for at fange torsk og ål, brugte han på mange måder de samme redskaber og de samme teknikker, som stenalder-fiskeren på Syltholm havde brugt for at fange ål og torsk mange tusinde år tidligere, fortæller Marie Brinch.

- Der er ikke den store udvikling i redskaberne. Man er gået lidt efter udtrykket "If it's not broken - don't fix it" (hvis det ikke er i stykker, så lad være med at reparere det, red.), fortæller hun.

I bondestenalderen lavede de ruser og brugte lyster, der minder om de ålejern, man brugte langt op i 1900-tallet. Fiskeri med ålelyster blev forbudt i 2009, fordi jernene også spidder underløbere. Men den slags begreber fandtes ikke i bondestenalderen. Foto: Jan Knudsen

Ved udgravningerne forud for byggeriet af Femern-forbindelsen ved Rødbyhavn er der fundet en del fiskeredskaber fra stenalderen.

- Vi fandt blandt andet nogle åle-lyster, som i høj grad ligner de åle-jern, vi har i samlingen fra nyere tid. Så metoderne har bare holdt ved, selv om materialerne måske har ændret sig en smule, forklarer Marie Brinch.

Forelsket i fiskegærde

Ved udgravningen i Rødbyhavn blev der også fundet flere velbevarede fiskegærder, hvoraf ét ses på LOLA-udstillingen nede i stueetagen.

Det er et rigtig flot fiskegærde, som vi forelskede os helt vildt i.

Marie Brinch, museumsinspektør, Museum Lolland-Falster

Men til næste år udbygges "HAV" med udstillingens kronjuvel. Et tre meter langt, ekstremt velbevaret fiskegærde, der blev fundet i 2019.

- Det er et rigtig flot fiskegærde, som vi forelskede os helt vildt i. Det ville vi så gerne udstille, og herfra udsprang ideen til udstillingen om livet ved havet, forklarer Marie Brinch.

En vild konservering

Når et fiskegærde fra stenalderen, som det store fra udgravningerne ved Rødbyhavn, skal konserveres, gennemgår det en lang og yderst specialiseret proces. 

  • Først skal vandet, der har udhulet træet, udskiftes med voks. 
  • Dernæst lægges fiskegærdet i letvægtsbeton og udgraves fra den anden side, så fiskegærdet bliver stabiliseret. 
  • Dernæst kommes fiskegærdet i en frysetørrer og så i et vandbad. 
  • Fiskegærdet er 5.000 år gammelt.
  • Gærdet, der skal være kronjuvelen i udstillingen "HAV", bliver derfor først klar i slutningen af 2023. 
  • Fiskegærder blev af stenalderfolket brugt til at lede fiskene ud på dybere vand, hvor der for enden var placeret ruser.

Museet har nu fået penge fra Augustinus Fonden til at få gærdet restaureret.

Men at restaurere og bevare sådan et fiskegærde, der har ligget under vand i tusinder af år, er ikke lige sådan.

Så gærdet bliver først klar til udstillingen sidst i 2023.

Fik mange genstande

Valget på Albuen som repræsentativt område for livet ved havet i nyere tid skyldes blandt andet, at Museum Lolland-Falster i sin levetid har indsamlet rigtig mange genstande fra fiskeriets storhedstid på Albuen.

- Da den sidste fisker på Albuen, Hans Gundersen, døde, fik vi rigtig mange genstande. Mange af disse bruger vi nu på udstillingen, forklarer Marie Brinch.

Den pudseløjerlige kasse er ikke et gammeldags das, et torturredskab eller fiskernes svar på en telefonboks. Det er en tangpresse fra Albuen. Tang var i starten af 1900-tallet meget brugt til isolering og andre praktiske produkter. Så fiskerne på Albuen kunne tjene gode penge på de tang-baller, de pressede i kassen. Foto: Jan Knudsen 

Havet som med- og modspiller

Udstillingen "HAV" fortæller om lollikkernes liv ved, på og med havet inddelt i tre temaer: fiskeri og kysterhverv, fremtidens liv ved vandet og risikoen ved at bo ved vandet.

- Man siger jo, at "havet giver, og havet tager", og det prøver vi også at illustrere her, forklarer Marie Brinch.

Havet er ikke en størrelse, mennesket bare kan styre. Fiskerens liv var hårdt, og mange liv er gået tabt blandt de lollikker, der i tidens løb valgte at bosætte sig ved det hav, der både giver og tager.

På udstillingen kan man blandt andet få historien om lodstjenesten på Albuen, der ophørte i 1959.

Forandringerne i fiskerierhvervet, og forandringerne i naturen, har i alle årene spillet ind i de lollandske kystsamfund.

- Vi kan se stormflodslagene i vores udgravninger. Og vi kan se, at stenalderbopladserne er rykket ind i landet, når vandet begyndte at stige. Dengang flyttede man bare væk. Man accepterede og levede med naturens luner - mere end man har gjort i moderne tid, hvor man begynder at kæmpe mod vandet og forsøger at styre det, forklarer Marie Brinch.

Der er stadig meget at gøre i udstillingen. Fotoet af bundgarnspælene er venligst udlånt til udstillingen "HAV" af en lokal fotograf, der havde lagt billedet ind på lovestorm-gruppen på Facebook. Foto: Jan Knudsen

Stormfloden i 1872 markerede et vendepunkt - og har således også fået plads i udstillingen.

- Efter stormfloden bygger vi diger på Lolland, og så kan vi ikke se vandet længere. Vi rykker væk fra kysten, vi får marker, og sukkerindustrien kommer til. Vores primære fødekilde er ikke længere fisk - og det ændrer vores kultur og identitet her på Lolland. Vi lever ikke længere helt tæt på havet, og vi lever mindre af havet, fortæller Marie Brinch.

Efter stormfloden bygger vi diger på Lolland, og så kan vi ikke se havet længere. Vi rykker væk fra kysten, og det ændrer vores kultur og identitet her på Lolland. Vi lever ikke længere helt tæt på havet, og vi lever mindre af havet.

Marie Brinch, museumsinspektør, Museum Lolland-Falster

Funderer over fremtiden

I dag er både ål og torsk truet. Kvoterne gør store indhug i de sidste erhvervsfiskere på Lolland, så fiskeriet for alvor er i fare for at forsvinde på Lolland.

Samtidig er det moderne menneske begyndt at tage det land tilbage, som havet åd i sin tid. Naturen, som stenaldermennesket levede i pagt med og flygtede fra, bliver nu udfordret, besejret og formet.

Femern-forbindelsen, som netop har resulteret i udgravningerne og mange spektakulære arkæologiske fund ved Syltholm, betyder nu også, at Lolland vokser igen med det nye forland ved Rødbyhavn.

Igen skal lollikkerne rykke tættere ud til kysten, og Lolland skal leve af havet - men i fremtiden måske mere i form af turisme og resorter end af fiskeri.

Allerede i 1800-tallet begyndte nakskovitterne at tage på rekreative ture til Albuen, og kysten fik en anden betydning for lollikkerne. Denne badedragt er formentlig fra første halvdel af 1900-tallet og har passet en vældig tækkelig badenymfe, der dengang sprang i bølgen blå ved Albuen. Foto: Jan Knudsen

- Det bliver spændende at se, om vandet og kysten så igen bliver en del af lollikkernes identitet, funderer Marie Brinch.

Udstillingen "HAV" åbner 27. maj på Stiftsmuseet i Maribo.