Ingen flygtninge til Lolland i 2019

Tidligere asylcenter på Skippergården ved Rødby. Arkivfoto. Foto: Jan Knudsen

Lolland skal ikke tage imod flygtninge i 2019.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Lolland Kommune forventes ikke at skulle modtage flygtninge i 2019.

Det har Udlændingestyrelsen meddelt kommunen efter forhandlinger med KKR Sjælland (Kommunekontaktrådet Sjælland).

Landets kommuner under ét forventes i 2019 at skulle modtage 1.000 flygtninge, hvoraf 125 skal modtages i Region Sjællands kommuner, hvor Lolland Kommune altså ikke forventes at skulle modtage nogen.

- Det er en melding, som vi har taget til efterretning i social- og arbejdsmarkedsudvalget, konstaterer udvalgsformand Vibeke Grave (S).

Udlændingestyrelsen beregner kvoterne for ud fra parametre som kommunens andel af landets samlede befolkning, kommunens andel af flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig oprindelse og antallet af familiesammenførte til flygtninge.

Kommunen vil dog fortsat i 2019 modtage familiesammenførte til de flygtninge, der allerede er bosat i Lolland Kommune.

Lolland Kommune har ultimo oktober i alt modtaget syv flygtninge ud af 2018-kvoten på 21 flygtninge. De syv flygtninge kommer fra Eritrea, Iran og Afghanistan. To ud af de syv er under 18 år.

- Det er blandt andet en af årsagerne til, at udgifterne på arbejdsmarkedsområdet i 2018 er lavere, end vi havde budgetteret med, konstaterer Vibeke Grave.