LOLLAND: Da Laila Kristiansen få dage inde i januar 2021 måtte meddele, at hun efter 18 år og fire måneder måtte lukke sin fodklinik, gjorde det ondt. Klinikken var kikke bare hendes hjertebarn, men den var også vigtig for mange kunder, som lige fra første dag var kommet hos "Laila Fo' dame".
- Jeg sendte 400 par fødder ud i en verden, hvor det var nærmest umuligt at få tid hos en fodterapeut. Alle var fyldt op på det tidspunkt, fortæller Laila Kristiansen, der møder Folketidende i hendes tidligere klinik på Nørrebrogade i Maribo.
Da hun lukkede klinikken i 2021, var det for at undgå at komme i økonomisk uføre efter et år med coronanedlukninger, der havde gjort arbejdet svært, men hun slap ikke fødderne fuldstændig. Laila Kristiansen er ansat som fodterapeut ved sårambulatoriet på Nykøbing Falster Sygehus.
Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan redde hele verden, men med én dag om ugen gør jeg noget, og det føles rigtig rart.
Laila Kristiansen
Her hjælper hun folk med sår på fødderne, så deres sko er tilpasset og skosålerne er bygget ordentligt op. Der er ingen decideret fodbehandling, men det lugter lidt af det arbejde, hun holdt så meget af. Snart er Laila den midtlollandske foddame dog tilbage med fødderne i hænderne - dog kun en enkelt dag om ugen.
Idéen opstod for sjov
Annonce
En dag sidder Laila Kristiansen og taler med Heidi Hovmand Futtrup, der har Klinik for Fodterapi i Nysted, og taler om udfordringerne i branchen. I Nysted tager hun imod folk helt fra Nakskov, og kender godt problematikken.
- Heidi kan fortælle mig, at hun får hjælp i klinikken fra august, hvor der er ansat en medhjælper, men det har ikke været muligt at finde en der kan før. Jeg siger så i sjov, at jeg da godt kan hjælpe om mandagen, husker Laila Kristiansen.
Normalt har hun fri fra sygehuset om mandagen, og i hendes andet arbejde som medhjælper hos Mettes Begravelser i Nykøbing Falster er mandagen også en meget rolig dag. Heidi Hovmand Futtrup greb idéen, og det der bare var ment som sjov blev hurtigt alvor.
- Inden vi skiltes den dag, gav vi hånd på, at jeg begyndte hos Heidi 9. januar.
Savner den dybe samtale
Om Laila Kristiansen stopper til august, er uvist, for aftalen er uden slutdato - og lige nu tænker hun mere på at komme i gang end at det også kan slutte igen.
- Jeg håber da, at nogle af mine gamle kunder vender tilbage, for jeg har da savnet dem, fortæller hun.
Ved årsskiftet er det to år siden Laila Kristiansen måtte lukke sin klinik. Nu bliver hun indlejret hos Klinik for Fodeterapi i Nysted, hvor hun vil arbejde hver mandag fra 9. januar. Arkivfoto: Claus HansenClaus Hansen
Mange af de 400 kunder havde fodterapeuten haft siden hun åbnede klinikken i Maribo, og når hun de seneste par år har mødt dem i byen, har de altid spurgt om hun ikke snart åbnede igen.
Nok har det været muligt at tale med dem, når de er mødtes ude i det lollandske forretningsliv, men det er ikke helt det samme, siger Laila Kristiansen.
- Når man mødes på den måde, er vi jo hver især på vej et andet sted hen, og der er ikke den samme tid, som når jeg behandlede deres fødder i en time. Der kunne vi få vendt verdenssituationen og delt sorger og glæder.
Annonce
Diabetikere har ingen steder at gå hen
Selv om arbejdet som bedemand betyder utrolig meget for Laila Kristiansen, vil hun gerne give en hånd til de lollandske fødder, som har brug for lidt omsorg. Ikke mindst fordi der er så stort et behov for fodterapeuter på Lolland.
Flere gange har hun rakt ud til regionsrådsformand Heino Knudsen, for at få opmærksomhed på området, men det er tilsyneladende svært at skaffe personale. Laila Kristiansen har derfor foreslået, at regionen laver en regionsklinik med fodterapeuter, som det er sket med praktiserende læger.
- Mange diabetikere har ingen steder at gå hen, og de steder hvor der er fodterapeuter, er det selvfølgelig diabetikerne, som bør have fortrinsret, siger hun.
I sit arbejde på sygehuset oplever hun selv problematikken.
- Jeg har intet sted at henvise folk hen, når jeg sidder på sårambulatoriet, og har brug for en fodterapeut til at tage over til fremtidig observation.
Afslutter patienter til ingenting
Fodterapeuten skal sikre at der ikke kommer nye sår, men der er en stor risiko for, at disse patienter bliver tabt igen.
- Når jeg afslutter dem, er det en afslutning til ingenting. Der er ingen omsorg eller hjælp til at forebygge.
Selv om Laila Kristiansen vender tilbage til arbejdet som fodterapeut, så er den primære beskæftigelse stadigvæk arbejdet som bedemand, og det ændrer sig ikke. Det holder hun nemlig også meget af. Arkivfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Fra næste måned giver hun selv et lille bidrag for at hjælpe nogle af disse mennesker.
Annonce
- Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan redde hele verden, men med én dag om ugen gør jeg noget, og det føles rigtig rart, slår Laila Kristiansen fast.
Seneste artikler
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Travl aften ved grænsen: Mand anholdt og kanonslag beslaglagt
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by