LOKAL VIRKSOMHED VIL VÆKKE PIGERS INTERESSE FOR TEKNOLOGI

Pigerne gik interesseret ind i opgaven med at filtrere æblejuice. Foto: Jan Knudsen

Der er brug for flere kvinder i de teknologiske fag. Lokal virksomhed inviterede derfor for andet år i træk lokale folkeskolepiger indenfor på den landsdækkende Girls' Day in Science.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: En hurtigt kig ind på kontorerne på vej ned ad kontorgangen i stueetagen hos Alfa Laval i Nakskov viser udfordringen meget godt: en mand, en mand igen, endnu en mand, og så endelig ... en kvinde.

Det er mest mænd, der uddanner sig og arbejder på virksomheder inden for Stem-fagene: science, technology, engineering og mathematics.

Stine Grønnemose, CEO for Alfa Laval i Nakskov, bekræfter den umiddelbare iagttagelse:

- Mændene udgør 75 procent af staben på cirka 130 medarbejdere i Nakskov, kvinderne 25 procent.

Men det vil industrikoncernen Alfa Laval gerne være med til at lave om på.

På samtlige fire produktionssites i henholdsvis Nakskov, Søborg, Kolding og Aalborg var folkeskolepiger derfor onsdag inviteret indenfor til den landsdækkende Girls' Day in Science.

Opfordret til gåpåmod

I Nakskov gjaldt det i alt 30 piger fra 9. klasse på Privatskolen Nakskov i Lolland Kommune samt 8. og 9. klasse på Sundskolen i Guldborgsund Kommune.

Stine Grønnemose bød dem velkommen, hvorefter ingeniørerne Mia Ravn og Aurelié Dupuy samt operatør Chalotte F. Lund fortalte dem om deres valg af karriere.

- Mødet med kvindelige rollemodeller i en virksomhed som vores kan forhåbentlig være med til at inspirere de unge piger til at vælge en uddannelse og et job inden for eksempelvis teknologi, it eller naturvidenskab, fortæller Stine Grønnemose.

Procesteknolog Lonnie Melgaard arbejder til daglig som test-ingeniør i testlaboratoriet hos Alfa Laval i Nakskov, men til Girls' Day in Science blev hun for en stund underviser. Foto: Jan Knudsen

En ting syntes i hvert fald at have bidt sig fast hos pigerne efter præsentationerne.

- Jeg har taget med mig, at man bare skal have gåpåmod, springe ud i opgaven og tage chancen, fortalte Malou Folmann fra 9. klasse på Privatskolen Nakskov.

Det samme sagde hendes klassekammerat Caroline Jensen:

- Vi fik at vide, at man bare skal holde gåpåmodet oppe.

De forholdt sig begge åbent og nysgerrigt til besøget.

Ifølge deres lærer, Selina Højland Warrer Ahlstrøm, havde pigerne i klassen glædet sig.

- De har set frem til, at de skulle på tøse-tur, og jeg tænker, at det måske kan være med til at åbne deres øjne for det naturvidenskabelige, fortalte hun.

Hun pegede desuden på, at det kan hjælpe pigerne til at se, hvad der er af arbejdsmuligheder i lokalområdet.

Diversitet er essentiel

Efter præsentationerne var der workshops, hvor pigerne selv fik prøvet kræfter med blandt andet filtrering af æblejuice og matematiske beregninger på tavlen i testlaboratoriet.

Pigerne blev kastet ud i ligninger og regnestykker, som kaldte på samarbejde om opgaven. Foto: Jan Knudsen

- Vi har ændret lidt fra sidste år, så vi i år inddrager dem mere ved at lade dem prøve selv og regne selv, fortalte Stine Grønnemose og tilføjede:

- Vi lærer lidt hver gang.

En evaluering af Girls' Day in Science 2021 viste blandt andet, at 86 procent af de deltagende piger fandt dagen god og lærerig. 74 procent af pigerne svarede desuden, at de blev inspireret af rollemodellerne på dagen.

Hos Alfa Laval var tilbagemeldinger også gode.

- Vi fik at vide, at eleverne syntes, at det var spændende, og det håber vi også, at de synes i år.

Ifølge Stine Grønnemose er det nemlig afgørende, at arbejdsstyrken bliver mere mangfoldig.

- Diversitet er essentielt for, at vi som virksomhed når vores mål. Vi bliver ganske enkelt afskåret fra en væsentlig talentmasse, når der er for få kvinder, der vælger naturvidenskabelige og teknologiske uddannelser, og det er rigtig ærgerligt, siger hun og tilføjer:

- Vi påtager os derfor hellere end gerne et ansvar for at vække pigernes interesse for disse fag allerede i folkeskolen.

Hun regner derfor med, at Alfa Laval også inviterer indenfor næste år.

Kort om Girls' Day in Science:

  • Det er Naturvidenskabernes Hus, der holder Girls' Day in Science. Her inviterer cirka 140 virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre organisationer landet over indenfor. Op mod 6.000 piger deltog i år, hvilket er rekord. Det var i år 10. gang, der blev holdt Girls' Day in Science. Formålet er at få flere piger til at vælge den naturvidenskabelige vej.