Lollands omdømme kan afgøre placering af depot til atomaffald
Risøs atomaffald. Regeringen og Folketingets partier er enige om, at atomaffald fortsat oplagres på Risø indtil senest 2073, hvor det skal deponeres i et underjordisk slutdepot. Foto: Marie Hald/Ritzau Scanpix
Marie Hald/Ritzau Scanpix
Det er ikke kun undersøgelser af undergrunden og geologien, der indgår i vurdering af, hvor atomaffaldet fra Risø skal deponeres henne.
SYDLOLLAND Hvor skal atomaffaldet fra Risø deponeres henne? Det spørgsmål er fortsat uafklaret, og dermed kan det stadig ende på Sydlolland.
Folketinget har besluttet, at et slutdepot skal etableres og tages i brug senest i 2073, og De Nationale Geologiske Undersøgelser (Geus) er i disse år i gang med at undersøge, hvor i landet det vil være bedst at lave slutdepotet.
Her har Geus i sagens natur fokus på de geologiske forhold. Depotet skal placeres 500 meter nede i undergrunden, og derfor kortlægger Geus undergrunden ud fra en lang række faktorer. Det handler om ting som "strømningsveje", "stabilitet i området", "erosion" og så videre.
Men der er også en helt anden ting, der vil kunne spille ind, når placeringen skal afgøres. Som led i arbejdet med at finde placeringen vil to lokationer blive udvalgt til nærmere undersøgelser, og det vil ske i en dialogproces, som Uddannelses- og Forskningsministeriet vil gennemføre med kommunerne.
Om det står der i det beslutningsforslag om slutdepotet, som Folketinget har vedtaget:
"Som led i dialogen vil der blive gennemført en proces, hvor kommuner med relevante undersøgelseslokaliteter vil få mulighed for at tilkendegive interesse i at indgå i et partnerskab om undersøgelse af tekniske, miljømæssige og socioøkonomiske forhold i forbindelse med lokalisering af et slutdepot".
"Identitet og omdømme"
Men hvad skal man lægge i det med de socioøkonomiske forhold?
Det kan man blive klogere på i rapporten "Anbefalinger til undersøgelse af sociale forhold ved lokalisering af et mellemlager for radioaktivt affald fra Risø", som forskere fra Det Danske Center for Miljøvurdering (DCEA) ved Aalborg Universitet udarbejdede i 2016, da der var planer om et mellemlager og ikke som nu et slutlager.
Her beskrives processen, hvor man efter en indledende screening udvælger nogle områder, man arbejder videre med. Og forskerne skriver:
"Efter den landsdækkende screening og en forventet afgrænsning af alternative placeringer anbefaler DCEA, at en konsekvensvurdering af få udpegede alternativer omfatter en række socioøkonomiske parametre under kategorierne: By og ejendom, Kommerciel udvikling, Sundhed, Kulturarv, Fritid og rekreation, Forsyningssikkerhed, Identitet og omdømme, Følelse af sikkerhed."
Hvordan et områdes "identitet og omdømme" eller flere af de andre kriterier skal spille ind uddybes ikke. Man kan altså ikke ud af rapporten læse, om forskerne eksempelvis mener, atomaffaldet bør placeres et sted, som har et godt omdømme, eller om det hellere skal placeres et sted med et dårligt omdømme. Men de fastslår, at omdømmet skal afgøres på baggrund af "ekspertviden".
Mere klare i spyttet er forskerne i omtalen af et par andre kriterier.
Om det socioøkonomiske kriterium "Sikkerhed og Risiko" skriver de, at "Depotet skal lokaliseres i et område med lav befolkningstæthed, og hvor den forventede befolkningsudvikling forventes meget lav eller negativ", og at "Depotet skal lokaliseres i et område uden strategiske terrormål".
De uddyber:
"På baggrund af internationale retningslinjer og erfaringer vil lavt befolkede områder være at foretrække for en placering, da risiko forbundet med en mulig ulykke altid vil være mindre her end i tæt befolkede områder."
Om kriteriet "Kulturhistorie" skriver de, at "Depotet skal lokaliseres i et område uden fortidsminder og værdifulde kulturmiljøer".
De uddyber:
"Den statslige interesse er at bibeholde og sikre en fælles kulturarv i fremtiden ved at understøtte en opretholdelse af fortidsminder og kulturmiljøer, og herunder undgå at planlægge for ændringer i umiddelbar nærhed."
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Spor blokeret på motorvej
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke