Det socialpædagogiske opholdssted Sølund havde for et år siden reception omkring indsættelsen af en ny forstander. Nu står stedet til lukning. Arkivfoto: Kim Møller PedersenKim Møller Pedersen
Opholdsstedet Sølund lukkes ned med virkning fra den 31. oktober i år. Det sker oven på en kritisk tilsynsrapport med krav om forbedringer, der kunne være løbet op i 12 millioner kroner.
HEJREDE: Opholdsstedet Sølund har med idyllisk udsigt over marker og Hejrede Sø i mange år arbejdet på at skabe positiv udvikling og forandring for unge med sociale, personlige og intellektuelle udfordringer. Det slutter nu.
- Det er en enorm pukkel af forskellige ting af både bygningsmæssig karakter og på det faglige plan, som har gjort, at vi har valgt at lukke det ned.
Sådan lyder det fra konstitueret formand for fonden Den selvejende institution Opholdsstedet Sølund Katrine Burmann, der også er byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune.
Ikke overraskende kritik
Katrine Burmann bekræfter, at Tilsyn Øst tilbage i foråret afleverede en række kritikpunkter til hele organisationsstrukturen bag opholdsstedet samt i forhold til meget nedslidte faciliteter og bygninger.
Annonce
Blandt andet handler kritikpunkterne i tilsynsrapporten ifølge Katrine Burmann om nødvendige opgraderinger af både bestyrelse og medarbejdere med krav til ekstra uddannelse og løft af kompetencer.
Men kritikpunkterne kommer ikke som en overraskelse for hverken formand eller bestyrelse.
Kritikken fra tilsynet har været kendt i flere år i løbende rapporter.
Katrine Burmann, konstitueret formand for Opholdsstedet Sølund
- Kritikken fra tilsynet har været kendt i flere år i løbende rapporter, bekræfter Katrine Burmann.
Og til spørgsmålet om, hvorvidt der burde være handlet tidligere på kritikpunkterne for eventuelt at undgå en nedlukning, lyder svaret:
- Jeg kan bare konstatere, at da jeg indtrådte i bestyrelsen sidste sommer lå der meget arbejde forude. Man skulle nok have haft dykket mere ned i de løbende tilsynsrapporter. Men nu handler det om at lukke en fond ned, og beslutningen er taget i tæt dialog med Tilsyn Øst. Puklen af udfordringer var simpelt hen for stor på Sølund.
Mellem 8 og 12 millioner
Ifølge Katrine Burmann ville de nødvendige forbedringer af både det faglige niveau hos bestyrelse og medarbejdere samt udbedringer af bygningsmassen løbe op i et sted mellem 8 og 12 millioner kroner.
Og puklen af udfordringer blev altså så stor, at der på et møde i april blev taget beslutning om en nedlukning på et møde, hvor Katrine Burmann samtidig blev konstitueret som formand og dermed afløser for den sygemeldte formand Niels Skaaning. Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra Niels Skaaning.
Opholdsstedet Sølund
Den selvejende institution opholdsstedet Sølund rummer et socialpædagogisk opholdssted godkendt af Guldborgsund Kommune i henhold til Lov om Social Service § 142, stk. 5.
Stedet er godkendt til 9 unge anbragt i døgnophold. Aldersgruppen på Sølund er unge i alderen 15 til 23, dog kan aldersgrænsen overskrides i opadgående retning for dagelever og elever i henhold SEL §107, stk. 2.
Opholdsstedet har også mulighed for at tage 2-3 unge ind i dagtilbud. Det vil sige, at de kommer i dagligdagen og indgår i værkstedet og arbejdsrytmen på Sølund.
Sølund er endvidere godkendt som STU-uddannelsessted.
Målgruppen er elever, som har haft det fagligt vanskeligt i det almindelige skolesystem, og som ofte derudover har psyko-sociale problemer.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik