Rosa helliger sig fritiden

Rosa Wiborg har haft plads på Axeltorv onsdag og lørdag i 19 år. Foto: Ingrid Riis

Er blevet synonym med den gode, lokale Fejø-frugt i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Kong Christian X på sin stolte ganger vogter over Axeltorv i Nakskov, og Sankt Nikolais ur fortæller klokken fra Rosa Wiborgs faste stadeplads. Hun har ikke stået på torvet lige så længe som rytterstatuen, men 19 år er det blevet til, og det må siges at være en pæn sjat. Men lørdag 19. december blev den allersidste dag, Rosa Wiborg langede frugt af den allerfriskeste slags over de hvide plasticborde til de trofaste kunder. Hun lægger rullen med plasticposer på hylden for at hellige sig sin fritid.

- Jeg kommer sagtens til at få tiden til at gå, men jeg stopper, fordi tiden er rigtig - jeg er 72 år gammel, og det må være godt, fortæller Rosa.

Den seneste tid har også været en særlig tid. Udover at levere frisk frugt til folk har der også været fokus på håndsprit og afstand. Men den største ændring har faktisk været, at smagsprøverne ikke måtte laves, som Rosa altid har lavet dem.

- Jeg har sørget for at have sprit og mundbind, det skal man jo have i disse tider, og så har jeg desværre måttet lave om på smagsprøverne, der nu røg på tandstikker i stedet, og jeg står så og holder styr på smagsprøverne, og at man ikke rører ved noget, man ikke må.

Covid-19 har heldigvis for Rosa Wiborg ikke gjort det helt store ved hendes forretning.

- Jeg måtte jo stoppe i foråret, da det hele lukkede. Det var faktisk ved at være slut på min sæson. Jeg har de to dage om ugen, onsdag og lørdag, hvor folk kommer og handler, så det kørte fint. Folk ved, at det er god frugt direkte fra avleren, som ikke har stået flere uger på et eller andet lager og ventet. Det er friskt, og det gør selvfølgelig, at jeg har fået en masse kunder, der kom forbi og købte direkte af mig. Dem vil jeg gerne sende en hilsen til, fortæller Rosa Wiborg.

Nu hvor Rosa skal have mere fritid, skal du selvfølgelig ikke frygte at undvære din frugt fra Fejø, kærer læser. Rosas plads på Axeltorv overtages nemlig af Gert Kristensen, der har ligget og kørt hele vejen til Næstved for at sælge frugt. For fremtiden kan han nøjes med at tage turen til Nakskov, mens hans kone i øvrigt sælger samme friske frugt i Maribo.

- Jeg er så glad for, at der kommer nogen og overtager. Det tror jeg, der er mange, der bliver glade for. Og så vil jeg gerne sige tak for den gode støtte, jeg har fået i 19 år. Folk har været forbandet loyale, og det er jeg meget taknemlig for, fortæller Rosa Wiborg.

De sidste kunder bliver betjent af Rosa. Foto: Ingrid Riis
Rosa Wiborg mener, det er friskheden af produktet, der gør, at kunderne kommer igen. Foto: Ingrid Riis