Slutdepot til atomaffald spøger stadig

De forskellige områder er evalueret på 12 kriterier. Grøn betyder favorabel, gul potentielt favorabel og orange mindre favorabel. Foto: Geus

De Nationale Geologiske Undersøgelser evaluerer undergrunden for at finde egnet placering.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY Lolland og i særdeleshed Rødby er fortsat i spil som et muligt sted, hvor staten - det vil sige Dansk Dekommissionering - 500 meter nede i undergrunden kan lave et slutdepot til atomaffald. Der har været stille om sagen, siden Folketinget i 2018 vedtog, at der skal findes en langsigtet løsning for Danmarks atomaffald, men De Nationale Geologiske Undersøgelser (Geus) arbejder med at finde et egnet sted.

Foreløbig har Geus brugt allerede eksisterende viden om Danmarks undergrund til at foretage en evaluering af, hvilke områder der egener sig til et sådant slutdepot. Og for nylig offentliggjorde Geus ni delrapporter.

Der er langt fra nogen konklusioner om, hvor Geus mener, depotet kan placeres, men målet er i første omgang at udpege to steder, der kan arbejdes videre med. Disse to steder skal der i projektets næste fase foretages detaljerede geologiske undersøgelser.

De indebærer, at der skal indsamles seismiske profiler, bores ned til 500 meters dybde og laves målinger, som skal analyseres, ligesom der skal laves matematiske modelleringer.

Men de to områder er altså ikke valgt endnu.

Geus skriver, at "De to lokaliteter vil blive udvalgt igennem en dialogproces, som Uddannelses- og Forskningsministeriet vil gennemføre med kommunerne."

Hidtil er der dog ikke nogen kommuner, der har vist interesse for at huse atomaffaldet - tværtimod vil de fleste helst være fri, og det er derfor ikke usandsynligt, at ministeriet kommer til at skulle dreje armen om på de to kommuner, der udvælges.

De Nationale Geologiske Undersøgelser har inddelt Danmark i 11 områder, som er blevet evalueret efter en stribe kriterier. Foto: Geus

Grøn, gul og orange

Hvilke to kommuner det bliver, kan det være svært for lægmænd at udlede af Geus' rapporter. Konklusionen er nemlig, at "der er store områder i Danmark, hvor det forventes, at detaljerede undersøgelser kan afgrænse lokaliteter med favorable geologiske egenskaber, som opfylder Folketingets krav og de internationale retningslinjer".

I den foreløbige kortlægning har Geus vurderet de 11 forskellige dele af Danmark ud fra 12 kriterier, som er blevet bedømt som enten grøn (favorabel), gul (potentielt favorabel) og orange (mindre favorabel).

Skemaet her på siden viser en oversigt over resultaterne, hvor Lolland-Falster benævnes "Sydlige Øhav" og er screenet for både kalk og ler. For kalk er fire af kriterierne grønne, og de resterende otte gule. For ler er tre kriterier grønne, syv er gule og to orange.

Flest grønne har Bornholm med seks. Men til gengæld har Bornholm to orange, og om de orange skriver Geus:

"Hvis der udvælges lokaliteter til videre undersøgelse i nogle af de områder, der har scoret orange ved et eller flere kriterier, kan det være nødvendigt med yderligere ressource- og tidskrævende undersøgelser og modelleringer, og der kan være en højere sansynlighed for, at de nødvendige geologiske egenskaber ikke vil blive påvist."

Kun fem af områderne har ingen orange. Det er Limfjord Øst, Østjylland, Fyn, Sydlige Øhav og Sydvestsjælland.

Men undersøgelsen afspejler også, at der mangler data om undergrunden i 500 meters dybde. Det er derfor, der er så mange gule, oplyser Geus.

"Særligt egnede"

Det er i øvrigt ikke første gang, Geus undersøger undergrunden med henblik på at finde et egnet sted at opbevare atomaffald i et slutdepot, hvor det kan ligge i mindst 300 år. I 2011 udpegede forstudier 22 egnede og seks særligt egnede placeringer - og blandt de særligt egnede var Lolland sammen med Bornholm, Kerteminde, Struer og to steder ved Skive.

Den gang blev det dog ikke til noget, da Folketinget i 2015 besluttede, at man i stedet skulle arbejde på at lave en midlertidig løsning - et mellemdepot. Men i 2018 ændrede Folketinget så igen holdning og genoplivede ønsket om et slutdepot. Og det er den løsning, Geus nu undersøger mulighederne for.

Folketinget har besluttet, at slutdepotet skal være taget i brug senest i 2073 - hvis altså ikke der inden da er fundet en international løsning. Indtil da opbevares Danmarks atomaffald på forskningscenter Risø ved Roskilde, hvor en ny, opgraderet lagerfacilitet til alt det radioaktive affald efter planen skal stå klar i 2025.

Selve hovedbygningen bliver på knap 9.000 kvadratmeter og får sikkerhedshegn, portvagt og adgangskontrol.